Klik her for at komme tilbage...
Ruth Jacobsen fortæller om udstykningen af Magleby præstegård
I 1926 blev der oprettet ti husmandssteder på præstegårdsjorden.
UDSTYKNINGEN AF MAGLEBY PRÆSTEGÅRD I 1926.
Ruth Jacobsens fortælling,
I foråret 1926 blev der bygget ti statshusmandssteder, hvis jord var taget fra Magleby præstegård. I alt blev 84 tdl. udstykket, og da der er 20 tdl. tilbage, hørte der altså ”i gamle dage” 104 tdl. til præstegården. På de ti husmandssteder boede allerførst 53 personer, ti forældrepar og 33 børn.
Ruth Jacobsen voksede op på et af disse statshusmandssteder. Hendes forældre var Peter og Marie Sengenbjerg. Hun har fortalt mig om de familier, der allerførst kom dertil. Jeg har tegnet en skitse af området. Tallene angiver de nybyggede husmandssteder. Bogstaverne angiver andre huse, der bliver omtalt.
HUS 1: Til dette hus hørte 8 tdl. Her til kom Karen og Ludvig Hansen. Der var fem børn: Inger, Arne, Erik, Erna og Ejnar.
Inger blev gift med Børge, og de var i mange år på Vesteregnen. Arne blev gift med Martha, og de var i mange år på Heden.
HUS 2: Også her var 8 tdl. Paula og Harald Thygesen byggede det. Deres børn var: Lydia, Aksel, Ruth og Jørgen. Harald kørte vejjord væk. Græsrabatterne ved vejene blev skåret af med mellemrum, og Harald havde det job at køre denne overskydende jord bort. Han havde dårlige hofter, det så ikke så godt ud, når han pløjede med hest. Paula var fra Sjælland, en frisk kone, der var med i alt arbejdet fra morgen til aften. Hun sagde altid tingene ligeud og bevarede sin sjællandske dialekt. (Jeg lærte selv Paula at kende. Hun fortalte mig, at der blev trukket lod om jordlodderne efter udstykningen. Harald og Paula ville så gerne have jorden ved HUS 2. Efter lodtrækningen kom Harald cyklende hjem og råbte, endnu på cyklen, til Paula: ”Vi fik det!”). De solgte til Ove og Liva Pedersen.
HUS 3: Også her var 8 tdl. jord. Det var Martin Hansen, der byggede det. Han havde først sin ældre søster til at hjælpe sig. Men hun rejste, og han søgte efter en husbestyrerinde. Asta fra Snøde kom dertil med sin datter Maja. Asta og Martin fik senere en datter sammen, Lis, der blev gift med Preben Skafte. Martin havde to mindre heste og havde fælles selvbinder med min far, Peter (HUS 9). Min far havde en belgier. Det var morsomt at se de tre heste trække sammen, den ene, belgieren, var så meget større end de to andre. Men det gik udmærket. Frede og Inge Rasmussen købte dette sted.
HUS 4: Her hørte 9 tdl. til, fordi der var en del banker, der var besværlige at dyrke. Hertil kom Rasmi og Martha Eriksen. De havde fire børn: Edith, Gudrun, Ingrid og Knud. Edith kom til Tranekær, Gudrun læste til lærer og Ingrid blev senere gift med Arne Pedersen og kom således til at bo på Heden (i HUS 7).
HUS 5: Igen var der 9 tdl. på grund af bankerne. Jørgen og Marie Hansen kom dertil, og de var barnløse. Jørgen blev aldrig kaldt andet end Jørgen la Cour, men dette øgenavn brød han sig ikke om. Hvorfor han fik det, er ikke til at sige.
HUS 6: Her var 10 tdl., fordi der var et mosestykke til. Det var altså ikke så god jord. Her byggede Alex og Fanny Larsen. Alex var søn af præstegårdsforpagteren på den tid. Deres to børn var Svend Åge og Ella. Svend Åge bor der nu sammen med sin kone, Annelise. Længere ude mod vandet var der huse, der tilhørte grevskabet. Nord for huset, hvor Asger Larsen nu bor, boede Hjalmar og Magda (HUS a). Huset er revet ned. Deres datter var Ebba, senere Toftdal. Og yderst ude mod vandet (HUS b) boede Jenny, Paula Thygesens søster, gift med Thorvald. De var barnløse, men tog sig af Ebba, da hendes far døde så tidligt.
HUS 7: Her var igen 8 tdl. Det var flad jord, nem at dyrke. Her byggede Niels og Anna Hansen. De havde været fodermesterpar på Hvidkilde, de var lidt ældre folk og havde store børn med: Carla, Elvira, Peter, John, Villy, Else og Gerda. Niels Hansen var handikappet af en ødelagt hofte. Men han havde sin ene søn, John (”Møller”), hjemme til at hjælpe sig. John var der altid, han var lidt tilbage, men kunne gøre mange ting, når han fik det anvist. Underligt nok ringede John til mig for nogle år siden. Vi havde ikke talt sammen siden min barndom, så det var en stor overraskelse. John var endt i København og havde fundet sig en kone dér. På sine gamle dage begyndte han at tænke tilbage på sin barndom på Heden. Han kom ofte hos os dengang. Ja, han kom hos så mange, var vellidt. Og han hjalp mange med arbejdet. Han hjalp mine forældre i høsten f.eks. Og så kom han ofte hos os, fordi han var glad for at synge. Det var min far også. Ofte sang far for. Og da John ringede til mig, spurgte han efter en bestemt sang, han havde holdt af, men ikke kunne huske ordene til. Den sang jeg så for ham i telefonen: ”Jeg gik mig i lunden en aften så stille”. Mens jeg sang, kom mit barnebarn ind i stuen, vendte straks om og løb til sine forældre med den besked, at ”nu rabler det for farmor, hun står og synger i telefonen”. Det har vi moret os over mange gange siden.
Anna Hansen var en af de fire malkekoner på Broløkke. Konerne havde hver 25 køer at malke, to gange om dagen, første gang klokken 4 morgen, anden gang klokken 16 eftermiddag. Det var en almindelig holdning dengang, at malkning var kvindearbejde. Mænds hænder var for grove til det. De solgte til Kaj og Ester Pedersen, og Kaj fik del i mælketuren til Nordenbro mejeri.
HUS 8: Også her var 8 tdl. Kristian og Anna Larsen fik dette sted. Deres børn var Frede, Lucy, Anni, Asta og Erik. Asta blev gift med en smedesvend, der havde lært hos Fakkemohs, og de kom til Longelse. Kristian Larsen var mælkekusk i mange år med hest og vogn til Nordenbro mejeri. Han var en lille mand, og det var ikke nemt for ham med de tunge junger.
HUS 10: Igen var der 8 tdl. flad jord. Ludvig og Hanne Clausen fik det sted, og de havde ingen børn. Hanne led af tuberkulose og døde efter seks års ægteskab. Ludvig fik så en ung husholderske, Anna, skovløberens datter fra Broløkke skov. De fik to børn sammen, den ene var Åse, den anden Lilly. Men Ludvig blev senere også syg og måtte sælge sin ejendom til Albert og Ester Bøje, der kom fra Strynø kalv.
HUS 9: Det var her mine forældre byggede, her jeg voksede op sammen med min broder, Børge. Mine forældre var Peter og Marie Sengenbjerg, og de havde også 8 tdl. flad jord at dyrke.
Min fars forældre var Kresten og Karoline Sengenbjerg. De boede på ejendommen Aløkke, også på Heden, det sted, hvor Preben og Lis Skafte senere boede.
Min far havde flere søskende: Anna, Marie, Karoline, Marta, Carl og Kristian. To andre søskende, Hans og Ester, døde af den spanske syge i 1918.
Min farmor, Karoline, sad i menighedsrådet, og mine bedsteforældre kom en del sammen med pastor Nygaard og hans kone. Min fars søster, Marta, tjente hos pastor Nygaard i mange år og lærte bl.a. at kniple af fru Nygaard, der var dygtig til alt håndarbejde og også til at male. Marta og Karoline pyntede altid kirken til jul og påske. Det var dem, der pyntede til påske med en krans af påskeliljer opsat på kors dækket af buksbom. Denne skik er fortsat indtil i dag.
Da min far og mor blev gift i 1919, blev der bygget et lille hus til dem på Heden, ”Hedebo”, og min far arbejdede som daglejer i Magleby præstegård. Men mine forældre fik så muligheden for at købe et statshusmandsbrug, og fik det stykke jord, de gerne ville have. Far kendte jo jorden godt. Da de skulle begynde at bygge, kørte han grus og sand fra stranden til byggeriet. Det var ikke nemt at komme i gang på bar mark. Bortset fra Harald og Paula Thygesen, der havde optjent et par køer som fodermesterpar, vistnok på Frederiksberg, havde mine forældre, og alle de andre, blot to nøgne hænder at begynde med. Der var ingen dyr at sætte i stald, ingen redskaber.
Vi havde en ged, den blev malket, og jeg drak mælk fra den. Min farfar kom med en ko, vi kunne malke, for jeg skulle da ikke drikke gedemælk. Men den var kun til låns, indtil vi kunne malke vor egen ko.
For alle gjaldt det: Der blev købt kalve, eller man fik en kalv at fodre på. Man købte eller fik grise. Høns var det vigtigt at få. For man kunne sælge æg til købmanden, eller rettere: man byttede æg med de varer, man ikke selv kunne producere: kaffe, sukker, the, gær osv. Ofte var der overskud på dette regnskab. Høns var vigtige, så alle byggede fra begyndelsen hønsehus, fjerkræ var i det hele taget vigtige. Og så gik man ellers i gang med at så korn. Der blev også plantet frugttræer alle steder og frugtbuske. Der var en meget høj grad af selvforsyning og husmoderens arbejde var omfattende: Der skulle henkoges, syltes, nedsaltes. Til tærskningen af kornet var der et omgangsværk, det gamle Hedeværk, med to faste mænd knyttet til, Otto Tornhøj, der passede maskineriet og Fritz Gerster, der var ilægger.
Efterhånden, som der kunne sælges noget, blev en gris eller en kalv solgt til Rudkøbing slagteri. Dyrene blev bragt til Nordenbro station, hvor de kom på jernbanevogn. Jeg husker, min far blev kørt derop med en gris klemt fast mellem benene. Vi solgte alle mælk til Nordenbro mejeri og fik valle og skummetmælk retur. Det var dejligt at drikke et varmt glas skummetmælk. Ellers var vallen jo til grisene og skummetmælken til kalvene. Køerne gik på græs hele sommeren. De stod tøjret og skulle flyttes hver time. De blev malket to gange om dagen, men havde en ko for megen mælk, kunne mor malke en tredje gang ude på marken. Malkningen var altid hendes arbejde, hun mente, det var kvindearbejde, det kunne mænd ikke.
Min skoletid
Bortset fra Niels og Anna Hansens børn var alle vi børn på Heden jævnaldrende. Vi legede sammen, gerne på vejen, for der kom jo ingen biler dengang. Vi havde det rigtig godt sammen og fulgtes ad til skole i Magleby. Først kom vi i pogeskole hos fru Jensen, der var enke, senere hos førstelærer Jensen, der kom fra Jylland. Der var to klasseværelser, adskilt af et bibliotek. Første og tredje klasse gik den ene dag, anden og fjerde klasse den anden dag. Jeg gik kun i skole hver anden dag, men der var så også skole om lørdagen. Skoledagen begyndte med, at vi stillede op på en lang række i gangen, så gik vi til klassen, nejede eller bukkede og satte os. Så var der morgensalme og Fadervor.
Førstelærer Jensen underviste os i religion og dansk, skrivning og diktat. Han var også organist i kirken. Der skulle dengang trædes bælg, for at orglet kunne spille. Det var en dreng, der trådte bælgen, i mange år Henry Thygesen. Andenlæreren var først Rikard Jensen, senere Alfred Nielsen, skorstensfejersønnen. Han underviste i regning og danmarkshistorie, geografi og sang. Det sidste ledsagede han med violinspil. Andenlæreren var også kirkesanger.
Mine forældre
Min mor gjorde rent i kirken gennem alle år. Og min far var i 30 år ringer og fyrbøder i kirken. Som ringer afløste han Jørgen Olsen, der boede i huset ved siden af Forsamlingshuset mod vest. Og far blev selv afløst af Sejer Sørensen, der boede i huset ved siden af det gamle alderdomshjem mod vest.
Min far blev næsten døv til sidst. Det var ikke godt for hørelsen at ringe med de to klokker, der var jo ikke noget, der hed høreværn. Efter ringningen var det, som om lyden stadig sang i hovedet på ham. Da der ved Befrielsen i 1945 skulle ringes en time med begge klokker, hjalp mor ham, og hun kunne også høre lyden synge i hovedet længe efter. Min far fik kr. 800 om året for sit arbejde i kirken. Men han fik så ekstra betaling ved begravelse og bryllup. Man kom til ham og bad om ringning eller kimning og betalte far fire kroner for det.
Fars oplevelser under krigen
Under krigen blev det vanskeligt at fyre kirken op, for man kunne ikke få kul. Far måtte fyre med tørv. Tørven lå stablet for foden af kirkebakken, ved sprøjtehuset (der, hvor graverhuset nu ligger) og far måtte køre dem på trillebør op til kirken og læsse dem ned ad lemmen i kirkegulvet.
For at få det varmt nok til gudstjenesten i krigens år, måtte han begynde at fyre med tørv om lørdagen og fyrede hele natten. Der var mørkelægning, så han havde kun et lille lys nede i fyrrummet, han kunne ikke engang læse ved det. Min broder og jeg gik op til ham lørdag aften med kaffe og brød, men vi var jo ikke så stolte ved at gå i mørke gennem alleen til Broløkke og op over kirkegården. Dog kunne vi nok, hvis bare vi fik vor hund med. Og far sagde så, at hunden godt måtte komme med i kirke.
Engang var der nær sket en ulykke. Far havde fyret, det var våde tørv, og der havde udviklet sig kulilte. Da far cyklede hjem, så han syner: Det var, som om en lappedykker kom løbende på en rullende tønde. Far styrtede i grøften og kom senere til sig selv. Men ved gudstjenesten blev mange dårlige, og flere måtte bæres ud af kirke og lægges på kirkegården, indtil de kom til hægterne igen.
En nytårsnat under krigen sad far også i fyrrummet, for at der kunne være varmt til gudstjenesten nytårsdag. Pludselig ved midnat blev alle lys i kirken tændt. Far blev meget forskrækket, det var jo mørkelægningstid. Han troede, det måske var tyske soldater, der kom. Han for op og gemte sig bag juletræerne, der stod oppe i kirkens kor. Ind i kirken kom nu to berusede ungersvende, og den ene råbte: ”Kan du se, jeg turde gå på kirkegården ved midnat, jeg er ikke bange for spøgelser!” Far trådte frem fra sit skjul bag juletræerne, løftede armene og råbte: ”Dertil! og ikke længere!” Han var vel bange for, at de skulle ødelægge noget. Men da far så pludseligt trådte frem, blev de to ungersvende frygtelig forskrækkede og løb, alt hvad de kunne, ud af kirken og ned over kirkegården. Og far kunne høre deres træsko klapre nede ved skolen. Da far næste dag tog cyklen for at køre hjem, så han, at de to ungersvendes cykler stadig stod ved kirkediget. De var blevet så bange, at de var flygtet bort til fods.
I hele min barndom husker jeg dagens begyndelse således: Far cyklede af sted for at ringe, om vinteren klokken syv, om sommeren tidligere. Og mor malkede. Derefter spiste vi morgenmad. Og så gik alt arbejdet ellers i gang. Mine forældre solgte ejendommen i 1960 til Axel og Birthe Ambo Rasmussen. Samme år blev min farfars og farmors ejendom, Aløkke, solgt til Lis og Preben Skafte. Mine forældre flyttede så til Humble, lige ved siden af Bukkensbjerggård, hvor jeg og min mand boede. Mine forældre fik 15 gode år der. Far døde i 1974 og mor i 1979 efter nogen tid på plejehjem i Rudkøbing.
Mit liv efter barndommen
Om mit eget liv efter barndommens år kan jeg fortælle følgende: Som de fleste andre kom jeg ud at tjene straks efter konfirmationen. Jeg var først et år i Nordenbro Kontantforretning. Købmand Hansen ejede den. Han kørte selv post, hans kone passede butikken. Jeg hjalp til i huset og i butikken. Konen var syg. Hun sad på en stol i butikken. Og hvad hun kunne lave derfra, f.eks. male kaffen på kaffemøllen, det gjorde hun. Og så vejledte hun ellers mig i alt andet arbejde. Når Hansen selv kom hjem fra sin postrute, overtog han arbejdet i butikken.
Derefter kom jeg til Nordenbrogård som understuepige. Dengang boede lensgreven der, det var i 1938-39. Der var mange ansatte. Rita Bruun var overstuepige, der var elever, karle, fodermester, inspektør (Bruno Hansen), arbejd-ende forvalter, husjomfru, kokkepige, chauffør. To af lensgrevens børn var der, Kirsten og Preben, med deres barneplejerske. Og hende skulle jeg afløse, når det var nødvendigt. Lensgrevinden ventede sit tredje barn, Ulrik. Det var interessant nok at være der, jeg lærte en del, men ville hellere være ved et landbrug. Det har altid været min største lyst.
I 1940 kom jeg til Tryggelev præstegård hos pastor Gettrup, og jeg blev hos dem i halvandet år. For pastor Gettrup fik embede i Stenstrup, og samtidig skulle hans kone gennemgå en guldkur, en ny form for gigtbehandling. Og der var tre små børn. De ville gerne have, at jeg fulgte med til Stenstrup. Så jeg var alene dér med børnene i tre måneder og passede ellers alt i huset. Det var lidt af en opgave, for huset var umådelig stort, og der kom mange gæster.
I november 1941 kom jeg som alenepige til dyrlæge Bengtson i Rudkøbing og passede børnene der. Så kom jeg endelig til en gård. Jeg kom til at tjene hos Johannes Hansen i Nørreballe. Det syntes jeg, blev det bedste sted, jeg tjente. Der kunne jeg arbejde med landbruget, med dyrene.
Jeg bliver gift
Imidlertid var jeg blevet forlovet med Georg Jacobsen fra Bukkensbjerggård i Humble. Det gik sådan til: Som ung gik jeg til gymnastik i Magleby forsamlingshus. En af gymnastiklederne var Kirstine Jacobsen, Georgs søster. Sådan mødtes vi. Vi blev gift i 1943 og den 20. november 1943, for snart 67 år siden, kom jeg til Bukkensbjerggård som medhjælpende hustru. Vi hjalp hinanden i landbruget, jeg var som en karl på gården, var med i alt og nød det. Først efter ti års ægteskab blev vor søn, Mogens, født, og så ændredes mit liv naturligvis.
Georg var den ældste søn af tolv søskende. Han ville så gerne have været lærer. Men hans far blev syg, så han måtte tidligt overtage arbejdet på gården. Han blev bestyrer for sin mor, men overtog gården omkring den tid, vi blev gift. Vi boede i den ene ende af stuehuset, min svigermor og hendes ældste datter i den anden.
Min mand var altid så optaget af at lære noget. Hele tiden tog han forskellige kurser: engelsk, tysk, esperanto; og kunne han ikke gå til det her, tog han korrespondancekursus. Og så var han et musisk menneske. Han spillede dilettant i Humble ungdomskreds. Han skrev også revyer. Selv var jeg ikke meget for at optræde på scenen, så jeg blev sufflør. Der blev spillet på Humble afholdshotel, men også på friluftsscenen på stadion. Og engang drog dilettanterne til København og spillede stykket ”Børsbaronen” for Langelandsforeningen der. Instruktøren var malermester Klemmesen. Min mand spillede også bratsch i amatørorkesteret i Humble. Andenlæreren, Alfred Nielsen, fra Magleby, var dirigent i flere år, senere blev lærer Ruthner dirigent. Min mand spillede også klaver og orgel, og han havde en fin sangstemme. Vi var begge med i sangkor. I 1954 drog både orkester og sangere til Langelandsfortet for at spille for soldaterne. Georg sang her ”Jerusalem, Jerusalem”. Det var ikke ventet, at det rigtig var noget for soldaterne, men der blev klappet meget.
Da vort eneste barn, Mogens, blev født i 1954, trak jeg mig tilbage fra de mange aftenarrangementer. Han voksede op og fik sin største interesse i at arbejde i landbruget. Og det kom til at gå sådan, at han allerede fra omkring 18-årsalderen kom til at passe gården, da min mand blev syg. De sidste ti år af sit liv var han syg af Parkinsons sygdom.
Vor søn overtog gården i 1979 efter at have været på landbrugsskole og aftjent sin værnepligt. Han blev gift med Hanne Nielsen fra Blandebjerg i 1980. Hun er sygeplejerske, og har i dag virket i kommunen i 28 år.
Så flyttede Georg og jeg ind i den aftægtsbolig, hvor min svigermor og hendes ældste datter boede, da Georg og jeg blev gift. Så historien kom til at gentage sig. Denne aftægtsbolig var, da jeg kom sammen med Georg før krigen, en sal. Naboer kunne bruge den til festlige lejligheder, mine svigerforældre holdt høstgilde der. Årets æblehøst blev lagret der. Straks da Anden Verdenskrig begyndte, blev der sat offentlige arbejder i gang, og man kunne bl.a. få støtte til ombygninger i huse. På den måde blev salen forandret til en lejlighed i 1941, lige før min svigermor flyttede derind i 1943. Min mand døde i 1988, 76 år gammel, og siden da har jeg boet alene her i aftægtsboligen.
For seks år siden solgte Mogens køerne. Det var da, som om jeg mistede mit arbejde. Altid har jeg holdt af malkekvæget, og jeg havde hjulpet til med at malke i alle årene. Nu har jeg blot mine katte, lige for tiden otte, at passe. Jeg har altid holdt af dyr.
I disse senere år har jeg haft glæden af at være tæt på min familie. Jeg har været med til at passe mine to børnebørn, Randi og Troels. Vi har mange gode minder sammen. Men de er jo ikke længere på gården. Randi underviser på Tarm gymnasium, og Troels er landmand. Han arbejder på en kvæggård på Bogø ved Lindelse og malker 250 køer hver dag. Det er så interessant at se på det arbejde, hvor let det går i dag med at malke og fodre, hvor roligt dyrene glider ind i rytmen. Hvis jeg var ung, ville jeg gerne have et sådant arbejde.
Jeg får min varme mad hver dag fra Hanne og Mogens, men ellers klarer jeg mig selv. Jeg er meget glad for at være så tæt på min familie, det er trygt for mig. Jeg har haft et godt og arbejdsomt liv. Det har været det bedste for mig. Jeg er glad for at have fået lov at opleve det.
Efter den sidste samtale gik jeg med Ruth en lille tur i haven. Fra bunden af haven kan man se ud over hvede- og bygmarker, mod sydvest kan man se Nørreballe nor og Marstal bugt. Man kan også se den lille skov, der hører til gården. Der kunne man skaffe sig brændsel i krigsårene, og bestemmelsen var, at dem, der manglede brændsel, skulle have deres del også. Vi går forbi et stort kastanjetræ. Georg plantede det, da han var ti år gammel, så det er i dag 89 år gammelt. Bukkensbjerggård lå oprindelig ikke på dette sted, men lavtliggende, nær ved. Gården blev flyttet til sin nuværende højere placering i 1862. Stuehuset blev da bygget nyt, og samtidig blev de to lindetræer i haven plantet. De tre gulkalkede længer af bindingsværk blev derimod taget ned og flyttet til det nuværende sted.
Jeg siger Ruth mange tak for fortællingen og for hendes store gæstfrihed.