Klik her for at komme tilbage...
En Udvandrers Breve Hjem Til Vognsbjerg. Anden del.
Breve fra januar 1928 og fremefter
1928-1931
Det første brev er fra 10. januar.
Han har tilbragt den første jul helt alene, mens han passede gården for sin første arbejdsgivers forældre. Dér har han selv bagt kager og pandekager. Men han har det godt:
”…Jeg har ikke haft det så godt, siden jeg blev konfirmeret”.
Han regner med at kunne tjene ca. 400 kr. om måneden.
Han kan nu også tale helt godt engelsk.
Han arbejder stadig hos smeden; der er ikke så meget at lave. Knibtangen, sendt med post hjemmefra, får han ikke brug for, for smeden vil ikke sko heste. Det er for hårdt arbejde.
”Det arbejde, vi har mest af i denne tid, er at sætte nye skinner under slæder. Farmerne kører hveden ind på stationen om vinteren. De har nogle slæder med en stor kasse på: 1½ m høj, 6-7 m lang” .
Han fortæller om fester i byen:
Han tager på bal; folk fra andre byer kommer og konkurrerer:
” De spiller noget omtrent ligesom kegler: de har nogle runde granitsten med et håndtag i; dem smider de hen ad isen (det er på en skøjtebane, de spiller); der er så tegnet en cirkel, de skal ramme”.
Nogen fritid går også med kortspil, mest rommy:
”Vi må ikke spille om penge, det er $50 i bøde!”
Han tager også i biografen:
”Der var dans bagefter til kl. 12, de må jo ikke danse om søndagen her ovre”.
I det hele taget er helligdagsbestemmelserne strengere i Canada:
”…jeg hjalp den ene mand ude på farmen i dag med at få en liggehøne i en kasse, han ville ikke lægge den på æg i dag, fordi der var søndag.”
Senere på året, i august, får han også tid til en længere rejse ned mod grænsen til USA. Her oplever han et dyrskue og omtaler for første gang indianere:
”Der var mange indianere nede ved dyrskuet, de ser ikke ret godt ud, de er ellers klædt omtrent som vi andre”.
Og så har han set en ny maskine: den høster og tærsker på samme tid og tager en skår på 8 alen (ca. 5,25 m).
Man mærker, at han nu skal forsvare over for forældrene, at han er rejst ud:
” Far skriver, at han ville hellere have, at jeg var blevet i Europa; men jeg kunne ikke få noget arbejde andre steder end i Danmark, og det er der jo ikke så meget ved, når jeg bruger pengene ligeså hurtig som jeg tjener dem”
I Canada kan han se muligheden for at spare op, komme videre.
Og hans smedeuddannelse er her meget nyttig:
”Jeg har lavet nogle knive i vinter til de danske, og nu kommer der så mange og vil have mig til at lave dem nogle; de kan ikke forstå, hvordan jeg bærer mig ad med at lave en kniv”.
Han møder andre danskere: unge mænd, der er udvandret i ”familiehold”: brødre, fætre; eller en far og søn:
”Faderen havde fået arbejde her på et bilværksted; men han… tjente ikke ret meget mere end føden, og det ville han ikke gå for; nu har han købt et stykke jord, det er 200 mil nord for, hvor jeg er; han købte to heste og en vogn, så kører de derop, det vil tage 5-6 dage”.
Han sammenligner meget løn hjemme og løn i Canada: hvad broderen, Rasmi, tjener på et halvt år, kan han selv tjene på to måneder.
Og mere til:
”Rasmi spørger, om vi har radio her ovre, der er ikke ret mange uden de har radio, telefon og en eller to biler”.
Så han er fuld af optimisme, selv om han ikke har arbejdet og tjent så meget denne vinter.
Men forårets landbrugsarbejde bringer også smedearbejde:
”Vi har sommetider arbejdet til kl. 10-11 om aftenen”,
skriver han 6. maj 1928 og fortsætter:
”Det er mest plove; farmerne pløjer i denne tid; de sår ikke uden det halve, det andet ligger brak, sådan skifter de hvert år. I aftes kom der over 125 skær ind og skulle vettes, så I kan jo nok forstå, at der er lidt at bestille, men det er let arbejde, vi vetter dem under motorhammeren”.
Til moderen kommer denne beskrivelse af ”det daglige brød”:
”Vi får havregrød, to æg, brød og varmekartofler til frokost; og kaffe – det får vi nu hver gang, vi spiser; til middag får vi kartofler, kød, brød og dessert, som regel frugt, somme tider får vi suppe med kiks til først; om aftenen får vi kartofler, spejlet æg, røget flæsk, brød, dessert og kage. Vi får varm mad, hver gang, vi spiser; de har ikke noget margarine her ovre, de må heller ikke sælge det, så vi bruger rigtig smør”.
Hvad tænker han sig med arbejde fremover?
Foreløbig arbejder han hos smeden; arbejdet er let, men han er ikke så helt tilfreds med lønnen, og ved årets slutning fremgår det af brevene, at smeden skylder ham kr.1500 i løn.
I juli skriver han:
”Jeg får $20 om ugen; men jeg synes, det er for lidt, så jeg begynder nok for mig selv; jeg tænker, jeg begynder i næste måned, der er en anden smedje her i byen, som jeg kan få at forpagte for $20 om måneden; det er ikke mere, end jeg kan tjene på en dag, hvis jeg bare kan få nok at bestille.
Den anden mulighed er at bruge de opsparede penge til at købe en gård:
”Jeg tror nok, at jeg køber en til næste år; vi kan købe på de betingelser, at vi betaler så meget, vi kan, hvert år; så vi kan jo sagtens klare det, selv om vi ikke har så mange penge.”
Der er jord nok at få. Der er så meget jord, at bønderne hvert år kun sår den halve jord til; den anden halvdel ligger brak.
Han kan købe 60 tønder land for 4-500 dollars. Betingelsen er, at han tilbagebetaler hvert år, så meget han nu kan undvære! Han har 20 år til at betale tilbage.
Indtil da har han hele tiden mulighed for, om sommeren, at arbejde som karl på en gård, men man mærker, at det vil han nødig: det er slidsomt, ligner for meget forholdene hjemme.
Allerførst forsøger han sig da som selvstændig smed. Men sprogkundskaberne slår her ikke til.
I september skriver han:
”Jeg har holdt op med at smede for mig selv; der var for meget at skrive og læse, og jeg kunne ikke lide at gå og ulejlige andre folk hele tiden”.
Så han arbejder nu igen for den svenske smed i byen.
Han tænker igen på at købe jord.
Planen med jorden er at forpagte den ud og selv arbejde som smed. Det skulle kunne give god fortjeneste.
Problemet i brevene er, at han skylder broderen, Rasmi, penge. Rasmi hjalp ham med at rejse, og hvis Rasmi skal købe jord nu, må han selv vente med at købe til næste år.
I november skriver han:
”Jeg har over 1500 kr. til gode hos smeden, og jeg er ikke sikker på, at jeg kan få dem alle; hvis jeg kan, regner jeg med, jeg kan betale Rasmi 500 kr. og alligevel købe land til mig selv; men det kommer jo an på Rasmi, hvis han skal bruge sine penge, så skal han have dem; jeg kan jo vente et år til, her er land nok”.
Han er meget optimistisk, drømmer om at købe bil til moderen og at hjælpe broderen, Oscar, i gang.
Til forældrene skriver han, at han naturligvis gerne kommer hjem. Men kun på besøg. For det er bedre at være i Canada end i Danmark.
Men til søsteren skriver han, at han ikke vil rejse hjem på besøg, hvis det betyder, at han så skal bruge alle sparepengene: han vil ikke stå uden opsparing – som han jo stod i Danmark:
”Jeg skulle nok ikke have skrevet hjem, at jeg ville købe jord, nu tror mor slet ikke, at jeg kommer hjem mere; de forstår ikke, at jeg gør det for hurtigere at få penge til rejsen; ikke sådan, at jeg længes hjem, hvis det ikke var for fars og mors skyld, tror jeg ikke, jeg kom hjem de første ti år. Jeg kunne naturligvis rejse hjem næste vinter; men der er jo heller ikke så farlig meget sjov ved det, for det vil tage alle pengene, jeg har, og så er jeg lige nær, når jeg kommer tilbage. Når jeg først har en farm, skulle den kunne betale så meget, at jeg kan spare alle de penge, jeg selv tjener (som smed). Jeg tjener omkring $700 om året, rejsen hjem retur koster $300”.
Ved juletid 1928 er han på en gård langt fra Central Butte: han har hjulpet nogle med at flytte dertil, holder jul med dem. Han ved ikke, om han bliver eller om han tager tilbage som smedesvend.
Han kan nu læse så godt engelsk, at han ikke mere beder om danske aviser tilsendt.
1929
Uddrag af fire breve til forældrene:
16.1.1929:
”Har jeg fortalt jer, hvad jeg fik i julegave, jeg fik en kasse cigarer af smeden og en bindeslips af Chris Nikolajsen. Cigarerne har jeg snart røget; men slipset skal gemmes til jeg skal hjem så jeg kan vise mor den…I skal ikke sende flere blade, jeg kan snart læse ligeså godt engelsk som dansk…”
12.3.1929:
Han er 14 dage hos en dansker på en farm, laver med til mændene (der er ingen kvinder i huset):
”I kan tro, jeg kan lave en god flæskesteg, og en god hønsesuppe, det værste er, at der var ingen af os der vidste, hvordan vi skulle lave boller, så det kommer du jo næsten til at skrive og fortælle os, mor…”
14.4.1929:
”Det glæder mig, at I skal have jord fra Holmegård, så bliver der da nok at bestille for Oskar, så han ikke behøver at gå ud på arbejde; så er jo bare om at han får noget bestilt og ikke sidder inde hos mor og drikker kaffe og læser; men det tror jeg nu heller ikke, at han gør…jeg har også vasket ben, du behøver ikke at være bange, mor, jeg er ikke mere doven end jeg kan gøre det selv.”
30.6.1929:
”Her skal være fest i et par dage nu, det er noget, de kalder ’stampede’, der er cowboys, der rider vilde heste og køer, der bliver nok helt interessant at se, jeg har aldrig set det før.”
De fleste breve dette år er til forældrene. Og det ene hovedtema er naturligt nok: arbejde.
Han arbejder i byen hos den svenske smed, men er ikke tilfreds:
”…jeg bliver ikke her ret længe, for det er næsten ikke til at få penge ud af smeden; der er en anden smed, der har budt mig 5 dollars om dagen og kosten”.
Den anden smed bor 200 mil vestpå i Fox Valley. Og det ender med, at han flytter der til i marts 1929.
Han har købt sit eget autogensvejseværk og kan derfor lave en del arbejde privat.
”…jeg kan tjene 6-7 dollars om dagen…Men:
De fleste folk her omkring er russere og tyskere, dem lider jeg ikke så godt, så det er ikke sikkert, jeg bliver her mere end et årstid”
Den svenske smed skylder ham mange penge, 1500 kr. :
”Jeg tror ikke, at jeg får uden 800 kr. af dém, den anden smed skylder mig, jeg kunne nok få dem alle, hvis jeg ville gå til politiet, men jeg holder ikke af at have så meget vrøvl…”
Der er imidlertid ikke så meget arbejde i Fox Valley, så han ser sig om efter noget andet.
Han får kontakt med en flink ung mand, der arbejder ved jernbanen:
”Jeg tænker næsten, at jeg kan få plads ved jernbanen her til efteråret; men jeg skal kunne skrive engelsk, jeg ved ikke, om jeg kan nå at lære det; der er en ung mand her, der arbejder ved Banen, han har begyndt at lære mig, både at læse og skrive og passe lokomotivet…Han er 21 år og tjener gode 160-180 dollars om måneden, men han har også noget at bruge pengene til; hans far er død, så han sørger for sin mor og tre søskende, der går i skole…det er de flinkeste mennesker, jeg har truffet, siden jeg kom til Canada…”
Det ender imidlertid med, at han drager 300 mil vestpå for at arbejde i skoven:
Han skriver sådan i et brev til forældrene den 29. november 1929:
”Jeg er på en farm lige i øjeblikket, jeg ved ikke rigtig, hvornår at vi skal i skoven; men vi kan ikke gå, før der er sne nok til at køre i slæde.
Manden, jeg er hos, har en maskine til at lave vej med; han var nede ved Fox Valley og lave en vej sidste sommer, der kom jeg til at tale med ham om skovarbejde. Han fortalte mig, at en smed kunne tjene omkring 75 dollars om måneden, så jeg tænkte, det var lige så godt at prøve. Det er det eneste sted, der er til at tjene noget om vinteren.
Det var en interessant tur herop, vi kørte hele vejen, 300 mil, det tog ni dage. Han (arbejdsgiveren) har en stor traktor og 30 heste. Jeg kørte en vogn med to heste, der er tre vogne med fire heste for, der var 16 løse heste med en ridehest til at passe på dem. Jeg red i to dage; men kunne ikke udholde det, så der var to andre, der skiftedes til det resten af vejen. Vi sov i et telt om natten, vi hængte det op mellem to vogne, lagde lidt halm på jorden og tæpperne over, så det var en temmelig god seng”.
I december kommer sneen og han skriver den 29.12.1929:
”Vi kører jernbanesveller ud til stationen, det vil sige, jeg arbejder i smedjen, laver nye slæder, hamler og skor heste. Jeg har fået en mand til at hjælpe mig…Vi arbejder fra kl. 5 om morgenen til 8-10 om aftenen, søndagen med…Far spørger, om vi har hus til at være i. Vi har noget lignende, her er en hel lille by af blokhuse. Der er lige så mørkt om dagen som om natten, der er kun et lille vindue i huset. I staldene er der ingen vinduer, der bruger de lygte om dagen. Vi har også en købmandsforretning her, vi kan købe alting: Jeg har lige været henne at købe et par appelsiner, det er jo min fødselsdag i dag, så jeg mente, at jeg skulle have lidt godt. Jeg ved ikke rigtig, hvor meget jeg kan tjene her, men det bliver nok ikke meget, jeg tænker ikke, jeg får uden $2 om dagen…”
Et andet gennemgående tema i brevene har at gøre med sammenligninger mellem Canada og Danmark.
Man kan fornemme, at forældrene gerne vil have ham hjem, så han skal forsvare sit valg: at rejse ud.
Den 5. februar 1929 skriver han til søsteren om muligheden for, at broderen, Rasmi, kommer til Canada:
”Jeg synes nemlig det var meget bedre for ham at komme her over og få noget jord her, som at få statsjord hjemme. Jeg synes alle mennesker har det bedre her end hjemme, der er ikke så mange, vi kan kalde rige; men der er heller ingen rigtig fattige. Alle kan tjene føden her og lidt mere, hvis de da selv vil. Jeg kan tage et eksempel: den dansker, der bor her i byen, kom her til for ti år siden, og da havde han ikke flere penge end jeg har nu; men hvis han vil sælge alt, hvad han har nu, så tror jeg nok han vil få over 100.000 kr.”
Han fortsætter i et brev ”til alle sammen” den 12. marts samme år:
”Jeg kan ikke forstå, hvorfor I er kede af, at vi rejser lidt hjemmefra: Jeg synes, at når vi skriver sammen så tit, så er det omtrent det samme som at tale med jer. Og så er der en anden ting. Vi har det meget bedre her end hjemme, og det er meget lettere for en mand at komme lidt fremad her. Når en mand vil spare sine penge, så kan han godt komme her og arbejde for andre i to år, det tredje år kan han købe et stykke land lige så stort som Broegård. Tror I så ikke, det er mere interessant som at gå derhjemme og slæbe hver eneste dag, og måske endda dårlig klare det. Det gør jo ikke noget om de bliver kede af at være her, for de kan sagtens sælge det igen, der er nok, der vil købe”.
Den 28. april 1929 svarer han på forældrenes brev om, at Rasmi har købt jord på Søgårdsvej:
”Jeg tror nu ikke, at jeg kunne finde mig i at være hjemme, nu når jeg har set, hvordan folk kan tjene penge her: Der er næsten ikke en farmer, uden at han har en fin bil, og de fleste af farmerne her er folk, der ikke havde nogle penge, da de begyndte. Det er der vist ingen, der kan gøre på en 3-4 år hjemme.”
I samme brev skriver han om en, der muligvis kommer til Canada:
”…der er ellers ikke noget at være bange for, for her er arbejde nok, han behøver ikke at være bange for at blive arbejdsløs. En dansker får arbejde frem for andre”.
Men 1929 er også året, hvor problemer begynder at vise sig.
Allerførst slår høsten fejl:
”Det er en dårlig høst i år, der er mange steder, at de ikke engang får såkornet tilbage. Det har været så varmt og tørt hele sommeren, der er næsten ikke til at få noget at bestille…”
Og i et senere brev samme sommer:
”…der er mange steder, at det ikke kan betale sig at høste, så de pløjer det ned.”
Det fremgår af brevene det år, at han har tegnet livs- og sygeforsikringer, at han har penge i banken, og han overfører penge til Danmark, til Rasmi, der havde lånt ham penge til rejsen, men nu selv skal bruge penge for at få statsjord. (fortsættes)
1930-1931
Hele vinteren arbejder han i skoven.
2. febr.’30:
”Det er ellers helt interessant her i skoven; men der jo meget arbejde; vi kommer op kl. 4 om morgenen og arbejder til 9-10 om aftenen”.
26. febr.’30:
”…det er skov alt sammen…der er en sø lige ved siden af, hvor vi får vand fra. Det ligner en lille by her, her er tre huse til at spise i, fire til at sove i, et hvor der er købmandsforretning, fire hestestalde og en smedje; det er alt sammen bygget af træstammer, den ene oven på den anden, og hullerne fyldt op med jord”.
På tre måneder har han kun en fridag overhovedet, hvilket hænger sammen med, at de kun kan arbejde, så længe der er sne og de kan bruge slæderne
I april skriver han fra Vancouver. Han er sammen med en dansker og en nordmand; de laver mad selv, søger arbejde, men har endnu intet fundet.
24. april ’30:
”Det begynder ellers snart at blive trættende at gå her i byen hver dag, når vi ikke har noget at bestille”.
Jo, der er arbejde at få, men kun til en ringe løn.
I maj vender han tilbage til den entreprenør, han arbejdede for i skoven. Han tager med ham som smed for at lave veje, han skal passe elevatormaskinen, og bliver lovet $100 per måned.
Han får bekymrede breve hjemmefra: man læser om dårlige tider i Canada. Det er det også:
”…det er det dårligste år, det har været i Canada efter hvad de siger, på farmene betaler de kun én dollar om dagen”.
Han er selv stadig fuld af fortrøstning (selv om han mistede $50 , da en bank i vinteren 1929/30 gik fallit) og tjener, som han plejer. Så han afviser, at komme hjem nu:
”Jeg tror ikke, at jeg vil have noget af den jord, som mor skriver om, i det mindste ikke endnu, jeg er ikke træt af at trave omkring endnu…Jeg tro ikke, at jeg kommer hjem foreløbig, jeg tror ikke, at jeg kan spare mine penge hjemme; her bruger jeg kun penge til tobak og tøj”, 14. sept.’30
Hele sommeren arbejder han med at lave vej.
Entreprenøren og hans familie samt seks arbejdsfolk bor i en beboelsesvogn, mens arbejdet skrider fremad i de øde egne. Christian selv er smed og holder maskinerne i gang. De andre fælder skov og anlægger vej.
I juli rejser de til et nyt sted. For det meste er der skov, og træerne hugges af indianere. Der bor i dette område hovedsagelig indianere.
Han har travlt med sit arbejde:
”De sidste to måneder har jeg passet maskinen, vi laver vejen med, og ellers bestiller jeg alting; så snart der er en lille smule i vejen med et eller andet, så råber de på mig. Hvis noget går i stykker og vi ikke har maskiner og værktøj til at lave det i stand med her, tager jeg ind til byen og laver det i smedjen eller bilværkstedet, for manden her betror ikke nogen anden end mig til at lave det i stand”.
13. okt.’30.
Men ellers er det dårlige tider:
”Her er en god høst i år, men hveden er så billig, at de næsten ikke får mere end at det koster for at så” (14. sept.’30).
I oktober-november nærmer frosten sig, og så kan der ikke anlægges vej mere.
Han planlægger at tage i skoven om vinteren ligesom sidste vinter: ”der går tiden så hurtigt!”
Han bryder sig ikke om at være ledig; regnvejrsdage, hvor han ikke kan arbejde, gør ham trist – der er jo intet at tage sig til: man sidder i beboelsesvognen og kigger.
Vinteren 1930/31 tager han igen i skoven, selv om han ikke er så glad for det. Han arbejder for samme entreprenør, men har ikke fået så meget for sommerarbejdet, som lovet. Nu betinger han sig $60 per måned.
De arbejder i et øde område; der bor ingen mennesker, men der kommer pelsjægere om vinteren.
Kun en måned bliver han i skoven.
I januar 1931 er han i Edmonton.
Han får lavet sine tænder: otte guldtænder og nogle fyldninger. Forsikringen betaler det meste.
Han bor sammen med en svensker.
25. jan.’31:
”Det er billigt at leve her i Edmonton .Vi kan få alt, hvad vi kan spise for 15-25 cent. Vi spiser kun to gange om dagen, vi kan ikke spise meget, når vi ikke arbejder ..Jeg ved nok, at det er dårlige tider her, men det er nærmest farmerne, det går ud over…jeg kan få arbejde, lige når jeg vil, men jeg mente, jeg havde godt af en lille ferie”.
Der er dog stor arbejdsløshed.
Så begynder han i stedet at gå på skole: han lærer om elektricitet og magnetisme, lærer i den forbindelse at skrive engelsk. Han er skole fra ni morgen til fem aften, og han håber at kunne bruge det, han lærer, til at få bedre arbejde. Men hårdt er det; der er mange nye ord at lære.
Han opdager, at der er mange danske (og skandinaver) i byen, også en dansk kirke. Han er til bal og til møde om skandinavisk forsamlingshusbyggeri:
1. marts ’31
”Jeg var til bal i en dansk forening i onsdags..det var alle danske, mest ældre folk, men det var jo interessant alligevel, det er første gang, jeg har set så mange danskere på en gang siden jeg kom her over”.
Han får også breve fra sin søster, Agnes; og måske har hun forsøgt sig som ”Kirsten giftekniv”; i hvert fald skriver han i marts ’31 til Agnes:
”Det var interessant at læse Jensines brev; men jeg synes ikke, at det er rigtigt af dig at sende det til mig”.
Man mærker, at forældre og søskende hjemme læser om Canada og får det indtryk, at det er meget dårlige tider dér.
De vil gerne have ham hjem.
Til søsteren, Agnes, skriver han mere ligeud om disse ting.
”Jeg tror ikke, at jeg kunne finde mig i at være hjemme; jeg ved jo nok, at det lyder lidt mærkeligt, men jeg synes, det er så kedeligt at bo på et sted hele livet og kun se og tale med de samme mennesker hver dag…”
Og meget kontant afviser han hjemlige lokketoner i dette brev til forældrene:
”Det er jo helt godt, at Oskar kan tjene 8 kr. om dagen, det er mere end halvt så meget som jeg får”.
I april 1931 rejser han til Vancouver med tog. Endnu har han ikke fundet arbejde.