Klik her for at komme tilbage...
Rasmus Larsen, Vesteregn, fortæller
Rasmus Larsen fortæller her om, hvordan familien kom til Vesteregn omkring 1905
RASMUS LARSEN, VESTEREGN, FORTÆLLER: HVORDAN MIN FAR KOM TIL VESTEREGN
På min far, Laurits Larsens, side hed mine oldeforældre Lars og Anne Marie Nielsen. Lars blev født i 1821, Anne Marie i 1830. De boede i Simmerbølle, i den samling huse, der hedder “Ravnery”. De havde et husmandssted under Grevskabet der.
Min oldefar var med i krigene i 1848 og 1864. Hans to medaljer opbevarer jeg som minde herom. Den ene bærer billedet af kong Frederik VII, den anden af kong Christian IX. Oldefar Lars overlevede begge krige, men led af en følgesygdom, da han kom hjem. De kaldte det brystsyge. Han døde i 1880, 59 år gammel.
Det var en fattig tid. Mange udvandrede til Amerika i håb om bedre kår. Mine oldeforældres søn, Niels Hansen Larsen, der var født i 1862, ønskede også at udvandre og havde købt billet til Amerika. Men oldemor sagde til ham: “Hvis du rejser, kommer jeg på fattiggården”. Det var vel på det tidspunkt, da oldefar døde, eller hun kunne se, at han ikke klarede det mere. Så min bedstefar, Niels, besluttede at blive hjemme for at hjælpe oldemor med landbruget.
Niels giftede sig med Kristine Karoline, min farmor. Og de overtog i 1890 det, der havde været mine oldeforældres husmandssted i Simmerbølle. Det vil sige, Niels købte i 1890 af Grevskabet “den min moder Husmand Lars Nielsens Enke Anne Marie Nielsen hidtil tilfæstede Ejendom”, som der står i aftægtskontrakten.
For ved købet og overtagelsen af moderens ejendom skulle moderens fremtidige forsørgelse sikres. Det skete ved udarbejdelse af en aftægtskontrakt.
Aftægtskontrakten:
I kontrakten anerkender sønnen sin forpligtelse over for moderen: “...da min moder til fordel for mig har frasagt sig fæsteretten til ejendommen (anerkender jeg) at have påtaget mig og mine arvinger at udrede til hende følgende aftægt så længe hun lever“.
Den første bestemmelse siger: “Så længe aftægtskonen dermed er tilfreds, nyder hun sin aftægt i fællig med ejeren og dennes familie og forsynes på denne måde med forsvarlig kost af spise og drikke samt ydes vask og pleje, lys, varme og andre livets bekvemmeligheder, således som ejeren og hans familie selv erholder det.“
Men hun kunne også vælge aftægten “særskilt præsteret” og det betød, at der skulle angives, nøjagtig hvilke ydelser, hun have ret til.
Hun skulle have sin lejlighed på gården, indrettet og vedligeholdt af sønnen, og dertil følgende årlige ydelser: 1 td (tønde = 139 liter) 4 skp (skæppe = ca. 17 liter) rug; 1 td 4 skp byg; 2 skp hvede; 2 skp malt; 1 td 4 skp kartofler; 64 pund flæsk af ung gris; 8 pund svinefedt; Et fedt lam med ulden på; 4 pund renskættet hør; 10 pund sommersmør ved Mortensdagstid; 10 pund smør efterhånden som det ønskes; 3000 stk tørv hjemkørt og sat i hus; 1 favn (1 favn = ca. 2,3 kubikmeter) bøgebrænde hugget og sat i hus; grøntsager efter fornødenhed og ønske; 2 skp gode holdbare æbler; 1 pot (pot = ca. 1 liter) nymalket mælk hveranden dag så længe mælk haves på stedet; i kontante penge årlig kr. 20. Omregnet i penge udgjorde aftægten kr. 228 og 31 øre.
Aftægtskonen kunne vælge at flytte til anden bolig og havde da ret til at få aftægten bragt der til, “dog ikke over 1 mil (mil = ca. 7,5 km)”, og hun kunne samtidig beholde sin lejlighed hos sønnen, så hun til enhver tid kunne flytte tilbage, hvis hun ønskede det.
Der er nøjagtige bestemmelser om, hvordan strid om aftægten skal løses: Begge parter kunne vælge en voldgiftsmand, og i sidste ende kunne sognefogeden i Simmerbølle vælge en opmand, hvis afgørelse var endegyldig. Og til sikkerhed “giver jeg(Anne Marie Nielsen) Niels Hansen Larsen prioritet og panteret i ejendommen”. På denne måde blev min oldemor sikret, da hun overlod sin søn ejendommen.
Fra Simmerbølle til Vesteregn:
Bedstefar Niels drev så husmandsstedet i Simmerbølle. Men udover landbrugsarbejdet dér kørte han med mælk fra Simmerbølle mejeri og solgte ved dørene i Rudkøbing. Han var også daglejer på Biskopstorp. I Rudkøbing solgte han bl.a. mælk til direktøren for Langelands bank. Og engang spurgte direktøren ham, om han dog ikke ville købe Dolebjerg på Nordenbro Vesteregn. Det var omkring 1905.
Da var flere gårde på Vesteregn gået fallit. Og banken havde overtaget dem. Lundegård og Dolebjerg blev, efter fallitten, drevet sammen. Banken havde indsat Møller Voigt som bestyrer. Efter mange overvejelser sagde min bedstefar ja til at købe.
Det var ikke noget nemt sted at overtage. Jorden, 32 tdr land, lå i Lunde nor, den første del af noret, der blev inddiget i 1853. Det var oprindelig yderjorden til Bøsseballegård i Nordenbro. Dolebjerg blev bygget af Johan Madsen, købmand i Nordenbro, i det hus, hvor familien Hjort boede sidst, senere nedrevet af Eli Elnegaard. Langt senere købte jeg selv 6 tdr land yderligere til Dolebjerg af Valdemar Eriksen, der havde Bøsseballegård, før Evald Jensen købte den.
Til denne gård kom så min bedstefar Niels, hans kone, Kristine Karoline, og deres tre børn, Ane, Hanne og Laurits, min far. Og med sig havde de oldemor som aftægtskone. Hun blev 95 år og døde i 1926. Så hende har jeg boet i hus med. Og jeg husker, at der var noget, der hed “oldemors kammer” og “oldemors stol”.
Køerne var dengang det centrale i landbruget. I perioden 1890-1900 blev der bygget de mange andelsmejerier på Langeland, vel 17 i alt. Bedstefar havde 6 køer i Simmerbølle, og de blev trukket hele vejen fra Simmerbølle til Vesteregn.
Ligesom det lykkedes banken at sælge Dolebjerg, fik den solgt Lundegård. Køberen var Hansen Eriksen, hvis far sad i bankens bestyrelse.
Da bedstefar og familien kom til Vesteregn, var der to opgaver. Først og fremmest skulle de klare dagen og vejen, så de kunne overleve og betale terminerne. Dernæst skulle de falde til i det nye lokalsamfund. Det sidste kunne være lige så svært som det første. Bedstefar traf en dag en gårdejer fra naboskabet. Han spurgte ham: “Nå, kunne du ikke klare dig, hvor du kom fra?”. Bedstefar svarede “Jo”, hvortil svaret kom: “Så skulle du være blevet dér”. Min far, Laurits, skulle gå ærinde til købmanden i Nordenbro og blev mødt af andre drenge, der drev ham hjem med pisk. Han klagede sin nød til bedstefar, der sagde: “Så må du lære at slå fra dig!”. Næste gang far gik til Nordenbro og blev mødt med pisken, rev han den fra de andre drenge og drev dem af sted. Siden da havde han ingen problemer. Min far Laurits overtog senere Dolebjerggård.
Fars søster, Ane, blev læreruddannet. Hun læste først hos lærer Sandager i Østerskov og kom så på Skårup seminarium. Hun fik sin lærergerning, først i Fodslette, senere i Munkebo. I Munkebo blev hun gift med en gårdmand, opgav lærergerningen og blev husmoder. Min bedstefar blev vred over, at hun opgave lærergerningen, uddannelsen havde jo kostet noget. Så han ville ikke skrive under på ægteskabskontrakten. Men Ane var også stædig, så hun fik løst kongebrev.
Fars søster, Hanne, blev gift med Aksel Jørgensen i Helsned. Han var radikal, bedstefar var venstremand. Der kom ad den vej mange politiske diskussioner ind i familien.