Klik her for at komme tilbage...
Evald Jensen, Nordenbro, fortæller sin historie
Evald blev født på Harresmark i 1925. Han fik, sammen med Gerda, sin første gård på Slåvænget, sin sidste i Nordenbro. Evald og Gerda bor nu i Humble. Han fortæller her sin historie.
EVALD JENSEN FORTÆLLER SIN HISTORIE
Mit fødested
På Harresmark, nu Harresvej 12, lå i gamle dage en lille ejendom. Der blev jeg født i 1925. Mine søskende var Ove, født i 1923, John i 1926, Else i 1929 og Inger, født i 1941.
Min farfar
Min farfar stammede fra Ærø. Han var født den 17. januar 1848 og hed Claus Thomsen Jensen. Hans mellemnavn, Thomsen, fulgte mig og mine søskende, selv om vi ikke var døbt med det. Som barn og ung hed jeg altid Evald Thomsen. Jeg var kun fem år, da farfar døde, men lidt husker jeg om ham. Han var fisker og husmand. Der var kun fire tønder land til ejendommen, foruden lidt mosepletter, hvor han kunne slå rør til at tække stråtaget. Jeg husker, at farfar slog græs til køerne med le. Jeg fik lov at ligge ovenpå græsset, når han kørte det hjem på trillebøren. Farfar fiskede også. Og han sejlede fragt til Kiel, bl.a. ål, sammen med min oldefar, skipper Peder Hansen Pedersen. De havde et lille skib sammen.
For ikke så mange år siden fortalte Egon Pryds mig en historie om farfar: Jeg var taget med min kone og børn til Vester Gulstav, og ved vandet traf vi Egon og hans kone. Egon viste mig en lille bøje langt ud på vandet og sagde, at den afmærkede en banke. Engang gik et skib på grund dér. For at få det fri kastede man lasten, der bestod af mursten. Dem fiskede min farfar senere op med det lille skib, han havde sammen med oldefar, og af dem byggede han ny gavl på sin ejendom. Det gav mig forklaringen på, hvorfor der altid trak salt ud af disse sten. Jeg har fået fortalt, at farfar (og andre) godt kunne lide at få en lille en, når de gik en tur på kroen.
Aftægtsbrevet
Da min farfar blev gammel og overdrog ejendommen til min far, blev der lavet et aftægts-brev, så min farfar kunne forsørges på sine gamle dage. Det var en forpligtelse, der hvilede på min far, men egentlig på ejendommen, dvs. en ny ejer skulle overtage forpligtelsen over for farfar, så længe han levede. Der var sikkerhed i ejendommen for, at denne alderdomsforsørgelse kunne realiseres. Bestemmelserne i aftægtsbrevet, underskrevet af min far, var sådan:
Farfar skulle have:
1: ”fribolig i de to østre stuer i stuehuset med indgang i gangen, hvilken aftægtslejlighed vedligeholdes af mig. Han har adgang til brønden og ejendommens øvrige udenoms bekvemmeligheder og husrum til sit ildebrændsel. I øvrigt har han ret til at færdes frit omkring på ejendommens enemærker som hidtil.
2: ”Jeg forpligter mig til i kontante ydelser at betale min fader 100 kr. i hver juni og december terminer..
3: ”Jeg forpligter mig til at yde min fader forsvarlig pasning og forplejning i sygdoms- og alderdomstilfælde og at yde følgende naturalieydelser årligt i alle tilfælde, nemlig: 2 tdr. rug, 100 pund flæsk, 60 pund smør, 3 tønder kartofler, 1 potte sødmælk daglig, to tusinde tørv, 8 tønder kul, ½ favn bøgebrænde samt, vask og rengøring. Disse ydelser kan anslås til en årlig værdi af 400 kr.” Herefter følger bestemmelsen om sikkerheden for disse ydelser.
Da farfar døde, husker jeg, at min moster, Augusta, og hendes mand, Chr. Raven, var her. Jeg ville kravle op i sengen til farfar, vidste vel ikke rigtig, hvad der var sket, men blev hurtig taget væk.
Min farmor
Min farmor, Jørgine Petersen, blev født på Ågabet den 26. oktober 1860, men døde allerede i 1911, så hende har jeg ikke kendt. Hendes forældre, mine oldeforældre, var Marthe Rasmussen Elnegaard, født den 22. december 1830 og skipper Peder Hansen Pedersen, født den 16. september 1824. Hendes fødehjem er dækket af vand nu, ejendommen blev flyttet. Det var den, Otto Skrædder boede i.
Farmor havde en del søskende: Line, Marie Bødkers mor. Augusta, der blev gift med Christian Raven. De boede der, hvor Edith Frandsen nu bor, men deres hus brændte og huset, der ligger der nu, blev bygget af Viggo Frandsen. Karentine, der blev gift med Niels Troelsen og boede i ”Bøgely” i Lindelse. To søstre, Ane Kirstine Pedersen og Marentine Pedersen, rejste begge til Amerika. Ane døde dér, og Marentine giftede sig derefter med Anes mand, Rasmus Kristensen.
Mine forældre
Min far, Jens Peter Jensen, blev født på Harresmark den 4.november 1891. Han blev gift med Laura Marie Pedersen, der stammede fra Bogetoftegården i Kædeby. Senere kom hendes familie til Hennetved. Hun blev født den 8. juli 1895. Far var udlært snedker hos Anton Pedersen, der boede i Skolegade i Bagenkop og senere blev fisker. Det var Ejnar ”Stranders” far. Da far var udlært, tog han ”på valsen”, rejste til Norge sammen med Åge Pihl og arbejdede forskellige steder et årstid eller mere dér. Far overtog ejendommen på Harresmark i 1918 og byggede værkstedet, da han blev gift. Han havde ingen maskiner, arbejdede det hele op i håndkraft. Og i de første år var der ikke elektrisk lys. Far stod i værkstedet om aftenen og arbejdede ved petroleumslampens skær.
Han kom til at opleve 30’ernes økonomiske krise. Engang havde han lavet et soveværelse, to senge og skab. Men folkene kunne ikke betale. Han lavede en gangdør til en fisker i Bagenkop. Han kunne heller ikke betale, men aftalen blev så, at han skulle komme med en ret fisk en gang om ugen, indtil døren var betalt. Jeg husker, at mor holdt regnskab med det.
Far lavede ligkister. Der var stort arbejde med det dengang, den blev bygget op af brædder, der blev limet sammen. Far lavede to typer, en dyrere med løvefødder og stang til at bære i og en billigere med træhåndtag til bærerebet. Da jeg var otte år, cyklede jeg med far ned til tømrer Ejnar ”Mikkelsen” i Søndenbro og fik lavet hjul til en lille vogn. Far lavede selv kassen. Smeden, Hans, i Fakkebjerg satte beslag på hjulene. Og på den kørte vi drenge ligkister til Bagenkop til malermester Ramus og trak som regel en malet kiste med hjem derfra. Vi fik besked på at trække den roligt. Tre gange har jeg været med til at køre en tom kiste ud til en død, men ellers brugte far karatmager ”Hans Christian” til det. Karetmageren boede lige over for bageren i Bagenkop, havde et lille landbrug der. Men han kørte også, med sine to brune heste, til begravelse. Når en kiste blev bragt ud, kørte far med. Det var far, der lagde i kiste og klædte i ligtøj, dengang af papir. Alle høvlspåner fra hans værksted blev samlet i sække og lagt som dække i bunden af kisten. Så far havde det arbejde, en bedemand har i dag. Karatmagerens landejendom var ikke den eneste i Bagenkop dengang. Der lå flere landbrug, og der blev pumpet ajle midt på hovedgaden.
Far var også landmand, og også her oplevede han 30’ernes krise. Han skulle levere smågrise på ca. 15 kg til slagter Buch, der ville give kr. 3,50 per styk. Det syntes far var for lidt, så han fodrede dem op til slagtning på slagteriet. Men jeg husker, at han sagde, det skulle han ikke have gjort. Han tjente intet ved det. Foruden grise havde far og mor fem køer. Far malkede dem til, men ellers var det mor, der malkede. I tørre somre hentede vi vand til køerne fra tørvegraven ved vor lille moselod. Mor var ikke glad ved, at vi drenge gjorde det. Vi havde græs, roer og korn på markerne. Far høstede i begyndelsen med le, mor hjalp til i marken, hun samlede aksene, bandt neg på marken. Og kornet blev senere malet hos Hans Madsen på Søhøjgård. Han havde en kværn og en dieselmotor. Først da far fik hest, blev kornet kørt til Søndenbro mølle. Senere blev der høstet med selvbinder. Men det var ikke fars egen. Den kom fra Strandgården, ”Ø-Nielsens” ejendom. Christian Vebert var daglejer hos ham, og han brugte selvbinderen derfra og hestene også til at høste vort korn. Han høstede på flere små ejendomme. Det var også med heste fra Strandgården, der blev pløjet. Det gjorde Christian Vebert også eller ”Buller”, der var bydreng på Holmegård.
Far fik først sin egen hest, da jeg kom ud at tjene. Da havde Christian Bødker på naboejendommen også en hest. Når der skulle efterårspløjes lånte de hinandens heste, for der skulle to heste til den dybe pløjning. Ved skrælpløjningen kunne man nøjes med én. Jeg husker, at Erhard Larsen som dreng hjalp Christian Bødker med at pløje. Ved middagstid satte Erhard ploven ude ved stranden for at få rideturen hjem.
Engang i 40’erne købte far jord til ejendommen dér, hvor der nu er fodboldbaner og hal i Bagenkop. Så han endte med at have ca. 10 tønder land. Og da var han mere landmand end snedker. Han kunne også bedst tåle nu at være ude end at arbejde i værkstedet. I 1948 købte mine forældre ejendommen på Vestervej 4. Der var 22 tønder land og et lille stykke på Skræpholm. Min broder, Ove, kom til dem som karl og overtog ejendommen omkring 1957. Far og mor byggede huset overfor, ”Hjemly”, og der boede de sammen til 1971, det år, de begge døde. Vi børn lærte tidligt at hjælpe til hjemme, og vi fik en god og tryg barndom.
Skoletid og ud at tjene. Lindebjerggård
Første skoledag fulgte mor mig til skolen i Bagenkop. Første skoledag var i Forskolen; der gik vi i første og anden klasse; bygningen ligger der endnu i Skolegade. Den store skole, hvor vi gik resten af vor skoletid, lå på bakken over for det sted, hvor Else Heine bor i dag, den bygning er der ikke mere. Den nuværende børnehave ligger, hvor vi skolebørn legede dengang. De første par år gik vi hos frøken Christensen, senere fik vi førstelærer Larsen. Ham havde jeg alle år, og han var en god lærer. Min sidekammerat gennem alle år var Egon Pryds, og alle klassens drenge gik over til ham for at få chokolade, når han havde fødselsdag. Pigerne ville vist gerne have været med.
Jeg blev konfirmeret i Magleby kirke i foråret 1939 og kom ud at tjene til november 1939, 14 år gammel. Jeg kom til Lindebjerggård i Søndenbro hos Otto Elnegård. Mit værelse lå i den ene længe mellem ande-huset og grise-huset. Der var cementgulv, ikke varme, intet vand, vi vaskede os i bryggerset, men der var elektrisk lys. Foruden mig og førstekarlen, Svend Munch, var der en ung pige og en malkekone, der kom og malkede to gange om dagen. Det var Karentine Thor fra Søndenbro, og hendes datter, Karen Marie, var ungpigen. Jeg var andenkarl det første år. Da Svend Munch rejste efter et år, blev jeg førstekarl, og var det i tre år. Så det blev i alt til fire år på Lindebjerggård. Førstekarlen skulle muge for de fire heste, fodre og strigle dem, andenkarlen skulle rense for køerne og fodre dem. Som andenkarl kom, i tre år, Herman Jensen, Carlins kones broder. Han var en god dreng. 
Mens jeg var på Lindebjerggård, blev ”Stormflodsstenen” sat op. Jeg kørte stenen til dens plads. Dengang var den en del af et stengærde, men i dag står den alene. Verset på stenen er forfattet af Karl Elnegård, Otto Elnegårds broder. Han var redaktør af Sorø Folketidende og har skrevet meget om Magleby sogns historie. Verset lyder:
"Sten skal stå
til stormflods minde,
midt på mark
mens tider rinde.”
Den øvrige indskrift lyder: ”Her til gik Stormfloden den 13.november 1872. Rejst på 70-aarsdagen 1942.”
En dag i de år glemmer jeg aldrig, den 9.april 1940. Om vinteren havde vi kørt møg på marken, men det var blevet frost og møget lå i stakke uden at kunne spredes. Netop den 9.april var det tø, så det kunne spredes. Da jeg var i gang med det, kom pludselig de tyske flyvemaskiner ind over os. Jeg vidste ikke lige straks, hvad det skulle betyde, men fik det senere at vide: Tyskerne havde besat Danmark.
Solmose
Den 1.november 1943 blev jeg fæstet til Solmosegård i Søndenbro og blev der i to år. Konen der, Karen Petersen, var enke og havde bestyrer. Men bestyreren flyttede og kom til søstrene på Akselbjerggård. Så jeg var der alene sammen med Tage Thor som anden karl. Men senere kom sønnen, Erik, hjem. Det var, mens jeg arbejdede der, at Befrielsen kom. Alle var glade, og vi skulle ud og snakke med folk om den store begivenhed.
Flintegård
I november 1945 kom jeg til Egon Henriksen på Flintegård som enekarl. Egon Henriksen havde bestilt en traktor, en Fordson på jernhjul med spidser. Men den kom ikke til tiden. Så jeg måtte arbejde jorden til med heste. Vi fik lavet en lang hammel, og så kørte jeg med firspand. Det var store heste, belgiere, der var flere bakker, men de kunne trække. Traktoren kom inden høst. Det var en af de første Fordson-traktorer, der kom til landet. Efter høst blev der sat gummihjul på den. Vi troende ikke, det kunne lade sig gøre at arbejde med en traktor på gummihjul. Men det gik fint nok. De to af hestene blev nu solgt. Af og til kom Henry Hansen, ”Mads”, og hjalp. Han arbejde så med de to heste, der var tilbage. Jeg fæstede mig for yderligere et år. En dag ringede Leon, sognefogeden i Bagenkop, til mig. ”Jeg har en plads til dig til november”, sagde han. ”Men jeg har fæstet mig allerede”, svarede jeg. Men det hjalp ikke. For den plads, han havde til mig, var i militæret. Jeg blev indkaldt som soldat.
Soldat
Rekrut tiden begyndte den 8.november 1946 i Odense. Jeg kom sammen med folk, jeg kendte herfra: Svend Fogedgaard, Ove Petersen, Ove Jensen.
Vinteren 46-47 var meget streng. En gang, jeg skulle hjem sammen med Svend Fogedgaard, sejlede færgen ikke på grund af isen. Men der stod en lille lastbil klar, den skulle køre over isen. Man havde spændt to bundgarnspæle på tværs for at holde den, hvis isen brast. Vi kunne komme med, hvis vi turde. Sådan kom vi til Langeland.
Da rekruttiden var ovre, skulle jeg sendes til Sønderjylland for at gå grænsevagt. Men lige før, vi skulle af sted, fik jeg fåresyge. Så da jeg var klar, rejste jeg alene. Jeg rejste over Faaborg-Mommark og blev rigtig søsyg, rejste videre med tog til Tinglev, hvor jeg skulle melde mig. Der var forsinkelser, men endelig, efter to dage, ankom jeg til Jejsing og kunne begyndte at gå grænsevagt. Jeg var med på Rendsvagten. Vi gik langs grænsen og kiggede efter overløbere. Vi havde vagten sammen med gendarmerne i de blå uniformer. Mens jeg var soldat, tog jeg kørekort. Der kom en kørelærer fra Tønder og indbød til undervisning. Vi var fire mand. Han spurgte, om nogen af os havde kørt før. Det havde ingen, men jeg havde jo kørt traktor. Så jeg skulle sætte mig ved rattet og køre tilbage til Tønder. Mine kammerater var noget nervøse for den tur. Jeg fik otte timers undervisning i Tønder, betalte kr.10 per time. Sådan fik jeg kørekort. Sommeren 1947 blev meget varm. Bønderne på egnen manglede arbejdskraft og søgte blandt soldaterne. Vi havde jo fri hver tredje dag, så hele sommeren arbejdede jeg på samme gård så snart, jeg havde fri. ”Tag fri, så meget du kan og kom her”, sagde bonden til mig. Det var en dejlig tid. Han ville gerne, at jeg blev der efter soldatertiden. Han havde været i tysk fangelejr et år, fordi han havde modarbejdet tyskerne under Besættelsen. Men jeg tog hjem til Langeland, blev hjemsendt i november 1947.
Munkegård
Da jeg kom hjem, blev jeg fæstet på Munkegård hos enken der, Marie. Hendes mand, Peter Munkegaard, var død. Den ene af sønnerne, Olav, var på gården og passede køerne. Jeg havde markarbejdet. Marie var en ældre dame, søster til Dine på Søgård og ”Jeppe” (Peder Pedersen) på Vesteregn. Hun var god at arbejde hos. Vi fik traktor, mens jeg var der. Det var også en Fordson og på gummihjul. Jeg var der til november 1950 og arbejdede sammen med anden-karle, fæstet for et år, Arvig, ”Julius” og Frede ”pedel”.
På Fyn. Jeg møder Gerda
I november 1950 ville jeg prøve noget nyt, jeg ville forsøge at arbejde på Fyn. Det var der tre andre, der gerne ville, Erik Drost, Knud Larsen og Gunnar Andersen. Da jeg havde kørekort, lejede vi en bil i Humble og kørte til Fyn, hvor vi havde opsporet nogle muligheder. Vi kom først til sognefogedgården i Horne, men det var en gammel rede, ingen havde lyst til at arbejde der. Det næste sted var hos en Jens Hansen. Manden var ikke hjemme, konen trakterede med hjemmebrygget, stærkt øl, det var vi ikke vant til. Knud tog mit glas, drak øllet og sagde: ”Du kører!”. Ingen blev fæstet dér heller. Men da manden kom, sagde han, at nabogården, Østerbygård i Millinge, også søgte arbejdskraft. Der blev jeg fæstet som førstekarl, Erik Drost som anden karl. Manden var aldrig hjemme, han var handelsmand. Jeg fæstede mig for et år, senere igen for et halvt år.
Østerbygårds marker gik ned til en anden gård, og der så jeg en ung pige, Gerda. Senere traf jeg hende til et bal i Faaborg, hun var sammen med en anden mand, jeg troede de var mand og kone. Men det viste sig at være hendes broder. Så Gerda og jeg fik hinanden kær og blev ringforlovet juleaften 1951. Så nu kom tiden, hvor jeg skulle finde min egen ejendom.
Ejendommen i Slåvænget købes. De første gode naboer
Jeg fandt den på Slåvænget i Tryggelev. Der var ti tønder land, og ejeren, Karl Hansen, forlangte kr. 47.000 for den. Jeg havde selv kr. 15.000, resten kunne jeg låne, dels i Sparekassen, dels i familien. Det var en statsejendom, så der var jordrente på. Det betød, at jeg fik den billigere end normalt, men så også senere måtte sælge billigere. Men på den måde kunne jeg komme i gang med mit eget.
Jeg overtog ejendommen den 15. marts 1952, så jeg fik lov at forlade min plads på Østerbygård før tiden. Gerda var med, og harvede jorden den 16. marts, jeg tilsåede den 17. marts, og om natten kom der sne. Men det blev en god nok høst. Den dag, vi kom, købte vi et rugbrød for 56 øre. Jeg var der ellers alene den første halvanden måned. I den tid, jeg var alene, fik jeg stor hjælp og glæde af 
skovfoged Kristen Olsen og hans kone, Margrethe. Vi var jo naboer, og de kom straks den første dag, og de kom siden hver dag for at hente mælk. De insisterede på, at jeg da jeg var alene, spiste hos dem. Så det gjorde jeg i tiden, indtil Gerda kom. Det blev til et samarbejde. Han hjalp mig i høsten, når jeg skulle køre korn samme. Han satte i hæs. Og han hjalp også ved tærskningen. Han var, som alle omkring med i omgangsværket. Og jeg høstede for ham med min selvbinder alle de år, vi var i Slåvænget. Kristen havde til tider brug for hjælp til skovarbejdet, og det hjalp jeg ham med. Jeg fik arbejde med at fælde træer med skovsaven, den var 1½m lang med et håndtag i hver ende. Jeg trak også træer ud til vejen, når det var tiden til salg af træ ved skovauktionen. Kristen selv havde kun én hest.
Tilføjelse: Kristen og Margrethe Olsen i Skovfogedhuset, Slåvænget 10
På grundlag af Bent Larsens hæfte om ”Skovfogedhuset” (Lindelse Lokalhistoriske arkiv) kan dette tilføjes:
De var kommet til Slåvænget 10 i 1924, og Kristen arbejdede i Lykkesholm skov, Hedevænget og Kildemarken, alle skove under Tranekær gods. Han var ansat på den måde, at han ikke betalte husleje og vederlagsfrit kunne bruge jorden, de 5½ tønder land, der hørte til huset, frit anvende udbyttet. Men han havde så pligt til at udføre arbejde i skoven under ledelse af skovfogeden på Broløkke. Arbejdet var på timeløn eller akkord. Men han havde ikke krav på faste daglige arbejdsopgaver i skoven. Dertil var skovene for små.
Tidligere blev træ fra skovene solgt på roden, men omkring 1900 gik man over til fældning og udkørsel til fast vej, hvor træet blev sorteret til gavntræ og til brænde og solgt på skovauktioner. Ved disse og andre omlægninger af skovdriften blev der brug for øget mandskab i skovene, og på det grundlag blev Kristen altså ansat med tjenestebolig og tjenestejord. En stor del af skovarbejdet var fældning, oparbejdning og fremtransport til disse skovauktioner.
Den travle tid i skoven var efterårs- og vintermånederne. Om efteråret udførtes forskellige former for beskyttelse af små planter mod skovens mus og vildt, oprensning af grøfter og høst af skovfrø. Om vinteren kom den fysisk krævende hugst af træer, hvor man anvendte heste til at trække stammer frem til vejen. Der skulle gøres træ klar til den kommende skovauktion. Om foråret skulle der nyplantes, men forinden forelå et krævende arbejde med at rense de arealer, der skulle beplantes, ved afbrænding af overflødigt kvas og grenværk. Om sommeren gravede man huller til hegnspæle for indhegning af de nyplantede områder.
Tjenestejorden gav det økonomiske grundlag for den daglige husholdning. Behovene herudover var beskedne og lønnen ved skovarbejdet i 30’erne beløb sig til kr.3,50 om dagen.
Sammen med Gerda på Slåvænget
Gerda og jeg blev gift i Svanninge kirke den 3.maj 1952, og så var vi to på ejendommen. Det var en lidt svær start for os i Slåvænget. Der var to heste på gården, en frederiksborger og en større, fem magre køer og en griseso. Der var en gammel såmaskine og harver. Ved overtagelsen var jeg blevet lovet at kunne overtage den tidligere ejers mælketur, men vognen var væk, den skulle have været der, og mælketuren var givet til Anders Bukkemose. Der skulle også have været fem tønder såkorn ved overtagelsen, men der var intet, hverken til at så eller fodre med. Jeg fik 15 tønder korn af min far for at kunne komme i gang. Det gik dog efterhånden i orden. Jeg fik vognen som aftalt og såkornet også. Og da det viste sig, at Anders Bukkemose hurtigt blev træt af mælketuren, spurgte jeg, om jeg kunne overtage den. Det kunne jeg godt, straks fra næste dag, men først ville han have pengene for resten af måneden. Jeg syntes ikke, jeg skulle arbejde og han have pengene, så vi enedes om at dele pengene for resten af måneden. De næste syv år kørte jeg mælke tur til Tryggelev mejeri.
Vi var i Slåvænget i otte år, det sidste år overtog Svend Åge mælketuren med lastbil. Jeg hente mælk elleve steder, skulle først selv malke. Turen tog en times tid. Turen blev betalt med kr. 1900 per år. Efter fire år delte jeg turen med en ny nabo, Preben Nielsen. Han ville gerne have turen, og vi enige om at dele, så vi kørte tre dage hver og hveranden søndag.
Tre af vore børn blev født på Slåvænget og lærte, som vi selv havde gjort, efterhånden at hjælpe til. Vor ældste datter, Birthe vandt som 7-årig, konkurrence i roelugning. Det var Melander, der bedømte.
Vi fik nogle sengemøbler af Gerdas forældre, men ikke møbler i stuen før efter et par år. Da lavede tømreren i Nordenbro et spisebord og otte stole til os for kr. 800. Vi bruger bordet i stuen endnu og har også stolene i brug. Vi havde ingen fremmed hjælp. Gerda hjalp mig med markarbejdet, lugede roer og var med i høsten. Vi havde en stor grad af selvforsyning, så for husmoderen var der et omfattende arbejde. I løbet af tiden blev fællesfryseren på Østerskov bygget. Det var en hjælp for husmoderen, der jo ellers skulle henkoge eller syltet alt.
På jorden havde vi korn, roer og græs. Kornet solgte vi ikke, men brugte det til foder, vi kunne male det selv. Vi havde ingen traktor, men de to heste. Den ene byttede jeg, så jeg fik to frederiksborgere. Den ene var lidt urolig, bange for biler. Men jeg kunne holde dem rolige. Kun en gang løb de løbsk. Jeg arbejdede i marken, Gerda kom og sagde, at der var én, der skulle tale med mig. Jeg burde jo have kørt hestene hjem, men bad Gerda holde dem imens. Men da jeg pludselig gik, blev de urolige, og senere løb de af sted. Vi fik dog fat i dem, og der skete ingen ulykker.
Vi solgte mælk og svin. Smågrisene kunne jeg lukke ud i marken, nogle gange løb de ud i skoven også, nogen tid på dagen. De løb ikke væk, jeg kunne få dem tilbage ved at klappe i hænderne. Handelsmanden ville gerne købe de grise, det var gode dyr. Vi solgte også æg til Brugsen, der lå lige over for Tryggelev kirke. Vi havde 100 høns og havde således altid overskud på regningen i Brugsen. Alting handlede vi der, og jeg var også i bestyrelsen i Brugsen en tid. Jeg er altid gået ind for andelstanken.
Vi flytter til Nordenbro
Vi flyttede til Nordenbro den 1.november 1960 efter at have solgt ejendommen på Slåvænget til Villy Hansen, der var kreaturhandler. Vi havde jo kun 10 tønder land på Slåvænget. Tiderne var sådan, at vi gerne skulle have mere jord at dyrke, og i Nordenbro var der 18 tønder land. Det var ikke en statsejendom som på Slåvænget, og jeg opdagede, at der tre år tidligere var blevet solgt 6 tønder land fra ejendommen. Så jeg forsøgte at få rådighed over 6 tønder land mere.
På et tidspunkt kunne jeg købe Alfred Stougaards jord. Men det var Johannes Eskebæk, der fik den. Hvis jeg havde arbejdet mere for sagen, kunne jeg nok have fået den jord ved hjælp af Statens Jordlovsudvalg, der jo dengang var der for at give mindre ejendomme mulighed for at få mere jord tillagt. Men der viste sig en anden mulighed. Magleby præstegårds jord skulle jo bortforpagtes. Den var opdelt i fire lodder. Jeg bød den højeste pris, men det var dog fire andre, der fik lodderne: Brødrene Madsen, Ove Petersen, Arne Nielsen og Niels, der boede over for Toftdals i Magleby. Menighedsrådet tog hensyn til, at de, der havde mindst jord, fik mulighed for at tillægge mere, og de gik ud fra, at jeg var den, der havde mest. Det havde jeg nu ikke. Men alting gik i orden alligevel. For Niels rejste, og så fik jeg hans lod. Og senere sprang Brødrene Madsen fra og ville ikke forpagte. De havde flyvehavre i deres stykke og blev pålagt at plukke den. Det gjorde de ikke, og der blev så grønthøstet et par gange rundt om denne jord, for at flyvehavren ikke skulle spredes. Det blev de fortørnede over og gik fra forpagtningen. Så kunne jeg få to tønder land af deres lod.
Så vi dyrkede 24 tønder land de næste 14 år. Derefter ophørte jeg med forpagtningen, og vi levede resten af tiden på 18 tønder land. Det var muligt på den tid. Vi købte aldrig mere jord til.
Køerne
Der var 14 malkekøer på ejendommen og noget ungkvæg. Hovedindtægten for os var mælkesalget. Vi kunne levere lige så meget, vi kunne producere til mejeriet i Nordenbro. Det var i den bedste periode ca. 200 liter mælk om dagen. Der var ingen mælkekvoter dengang, og prisen holdt sig nogenlunde konstant. Vi var som de fleste andre med i en kontrolforening, fik altså besøg af kontrolassistenten, der tog fedtprøver af mælken og gav gode råd om, hvordan vi kunne ændre på foderet for at få størst mulig mælkeydelse. Men produktionen blev ikke drevet så hårdt. Vi havde en tavle ved hver ko, vidste hvilke køer, der gav mest mælk og kunne således tillægge nye køer fra de bedste af de gamle. Så besætningen kunne langsomt blive bedre. I løbet af årene skiftede vi mejeri i takt med nedlæggelserne. Vi leverede først til Nordenbro, så til Søndenbro og senere til Humble. På et tidspunkt kom der også krav om, at vi skulle have køletank, fordi mælken ikke længere blev hentet hver dag, men hveranden. Vi købte en tank til 600 liter, som jeg senere solgte til Svend Bruun på Gulstav. I 1978 solgte vi køerne. Der var en periode, hvor min ryg var meget dårlig. Jeg kunne ikke magte arbejdet med køerne. Så vi begyndte at tjene de fleste af pengene ved at sælge grise.
Grisene
Der var to grisesøer på ejendommen, da vi kom i 1960. Så allerede fra begyndelsen kunne vi sælge lidt smågrise. Men efter 1978 fik vi 20 søer og solgte herefter mange smågrise. Vi fodrede også grise op til slagteriet i Svendborg.
Jorden
Da vi endnu havde køerne, praktiserede vi ottemarksdrift. Det var almindeligt dengang. Jorden var opdelt i otte marker og blev dyrket sådan: to år med græs, derefter et år med havre, et år med hvede, et år med roer, så byg med udlæg, dvs. græsfrø i marken, hvorefter fulgte to år med græs. Med 4 eller fem års mellemrum kunne vi også dyrke raps. Korn solgte vi ikke, men malede det selv til foder til dyrene.
Trækkraften og maskinerne
Da vi kom til Nordenbro, var der to heste på ejendommen. Men jeg solgte dem og fik til forårsarbejdet min første traktor, en Ferguson. Det var en stor lettelse i arbejdet. Vi sparet for mange af de tunge løft blev. Vi kunne f.eks. tømme møddingen uden at skulle bruge trillebør. Og stadig kom nye maskiner til. Jeg har oplevet en vældig udvikling på det felt. Jeg købte et lille 24-tommers tærskeværk af Majus Flintegaard, købte også en presser. Så det blev anderledes end i Slåvænget, hvor vi deltes om et omgangsværk, når der skulle tærskes. Dengang var jeg med alle steder, hvor der skulle tærskes med det værk. Jeg var jo den unge i flokken og kunne slæbe kornsækkene. I Nordenbro fik jeg mit eget værk. I begyndelsen høstede vi med selvbinder. Jeg satte selv i kram, men havde Thorvald Toftdal til at hjælpe i høsten med at køre kornet hjem. Han hjalp også med tærskningen. Han var landpost, fik fri til middag og kunne så hjælpe mig om eftermiddagen. En del af kornet blev tærsket fra marken, en del blev tærsket om vinteren.
Omkring 1968 fik vi den første mejetærsker, en bugseret, altså trukket af traktoren. Den havde to sække til opsamling af kornet. Så der skulle bindes for sække, når en sæk var fuld. Det var Carlin fra Vesteregn, der hjalp mig med det arbejde. Han kom ud til mig engang og sagde, at hans havremark lå sådan ned, at han ikke kunne høste med selvbinder. han spurgte, om jeg mon kunne høste den med mejetærsker. Jeg svarede, at den skulle ligge meget ned, før jeg ikke kunne det. Jeg fik høstet hans mark, og han var meget imponeret over, at det kunne lade sig gøre. Siden da høstede jeg for ham, faktisk indtil han holdt op. 
Og han hjalp så mig med at binde for sæk, så længe det var nødvendigt, altså så længe vi havde den første mejetærsker. Senere fik vi en mejetærsker med tank, så der ikke skulle bindes for sæk. Og det var ikke længere en bugseret. Kornet blev opsamlet i tanken, vi læssede det af på logulvet, hvorfra det blev ført op til kornloftet ved hjælp af en kornsnegl. På den måde kunne vi transportere 100 kg korn per minut. Så det var også forbi med at slæbe kornsække op på loftet.
Årets gang
Året drejer jo rundt og rundt, så vi kan godt begynde med høsten. Først høstede vi byg, så hvede. Og høstfesten i Husmandsforeningen blev holdt omkring 1.september. Både i Slåvænget og i Nordenbro var vi med i Husmandsforeningen, og jeg sad i bestyrelsen også. Ved høstfesten blev der spist: suppe og peberrodskød, der blev danset med orkester til, og der blev afholdt lotteri for at gøre det sjovt. Der var også andre arrangementer i Husmandsforeningen: Bestyrelsens tog på en årlig madkurvetur, der blev afholdt andespil og dilettantforestilling. Det var vi altsammen med til.
Sidst i september skulle der pløjes og sås hvede.
Omkring 1.oktober skulle møddingen tømmes og møget køres på marken og spredes. Og møddingen skulle tømmes anden gang inden jul.
Omkring 20.oktober skulle roerne tages op. Det var dengang, vi endnu havde køerne. Det var strengt arbejde. Men senere kom maskinerne: toppene kunne så grønthøstes og roerne tages op med roeoptager. Roerne blev kørt til roehuset, og hvad der ikke kunne være der blev lagt i kule, dækket med halm og jord. Senere brugte vi at dække med plastik, hvad gjorde det meget nemmere. Og blot der var luft til, gik det fint.
Sidst i november skulle der efterårspløjes, men markerne blev ikke tilsået som i dag. Når efterårspløjningen var forbi, kom den stille tid. Man kunne være tilfreds med, at arbejdet var gjort. Roehuset blev fyldt op fra roekulen, og så var der fred til at holde jul.
I begyndelsen af det nye år skulle resten af kornet tærskes. I april kunne vi begynde at så forårskornet. Så skulle roemarken tilsås, og så kom arbejdet med at luge roerne. Vi hakkede roer første gang inden den 8.juni, det var min mors fødselsdag. Gerda var med i roemarken. Børnene skulle også hjælpe til. De skulle tage en række hver dag. Og når vi var færdige første gang, kunne vi faktisk begynde forfra og luge det hele anden gang. Hvad der kunne undværes af græs blev slået til hø, blev vendt, tørret, sat i høstakke. Så havde vi fint vinterfoder til køerne. Og så blev det atter tid til at høste
.
Der var andre opgaver, f.eks. skulle vi kalke bygningerne, gerne inden pinse. Kun ét år fik jeg ikke tid til at kalke. Men ellers har vi kunnet nå at gøre, hvad vi skulle, og det har været en stor tilfredsstillelse. Der har naturligvis været gode og dårlige år, men aldrig noget, der slog helt fejl. Nogle gange i mit liv som landmand har jeg oplevet situationer, hvor der var risiko for stort tab. Da jeg tjente på Fyn, fik besætningen mund- og klovsyge. Det var jo altid vanskeligt, når sådan noget skete. Husbonden var handelsmand og var væk, da jeg opdagede det. Han fik det at vide over telefonen og besluttede så ikke at komme hjem. For hvis han kom hjem, måtte han ikke rejse rundt som handelsmand. Han kunne jo så bringe smitten til andre besætninger. Tyren dér kunne intet spise, men jeg gav den sødmælk, og den lagde selv hovedet tilrette, så jeg kunne hælde mælken i den. Den blev reddet. Min egen tyr i Nordenbro fik engang stivkrampe. Måske var det mine egen skyld, for jeg satte selv ring i næsen på den. Måske den blev smiitet ved den lejlighed. Men også den reddede jeg på samme måde med sødmælk. Og også den lagde selv hovedet til rette, så det var nemt at hælde mælken i den.
I 1999 overtog vor søn, Jørgen, ejendommen, og vi flyttede til Humble. Vi var heldige at komme til at leve i en god tid.