Klik her for at komme tilbage...
Christian Elnegaard, Røjle, erindrer
Før sin død nåede Christian Elnegaard at fortælle denne lille erindring.
CHRISTIAN ELNEGAARD ERINDRER.
Vi sidder i stuen på gården. Det er en slægtsgård. Christian er den tredje ejer. Men før den tid, hvor gården blev købt fri, sad slægten på gården som fæstere under herregården Holmegård. Samme slægt har boet her i ca. 300 år.
Gårdens jord ligger på kanten af den gamle Magleby nor. Før Noret blev inddæmmet i 1853 stod vandet op på markerne ved højvande. Norets nærhed betød også, i gamle dage, at børnene fra gården ofte sejlede til skole i Magleby. Ved stormfloden i 1872 måtte folkene flygte fra gården, dyrene også. Da folkene kunne vende tilbage, fandt de husmoderens træsko inde i kakkelovnen, hvor vandet havde ført dem hen. Der blev et stor arbejde med at gøre rent og mure omstyrtede vægge op.
Ikke langt fra gården ligger Søndenbro mejeri. Jeg beder først Christian fortælle lidt om mejeriet.
Det blev bygget i 1888 som andelsmejeri. Det nærmeste andet andelsmejeri lå i Nordenbro. Ved Tryggelev station lå et privat mejeri, som Broløkke og Hjortholm godser leverede mælk til. De bønder, der leverede mælk til mejeriet, ejede det. De valgte en bestyrelse, der sad to år ad gangen. Bestyrelsen ansatte en mejeribestyrer, der så ansatte sine medhjælpere. Der var en mælkenotering, en vejledende pris per kg mælk. Men mejerierne kunne afvige fra denne pris alt efter hvert mejeris økonomi. Hvert år blev der aflagt regnskab, og bønderne kunne få del i et eventuelt overskud.
Hver morgen blev mælken bragt til mejeriet af de bønder, der havde mælketurene. Mælketurene blev udbudt i licitation. De bønder, der gerne ville have en mælketur, bød på turene og bestyrelsen afgjorde, hvem der skulle have dem. Der var 14-16 mælketure til Søndenbro mejeri. På mejeriet blev mælken vejet og fedtprocenten taget af mejeriets folk. Den fede mælk gav en højere pris. Mælken blev bearbejdet og varerne afsat til Fællesforeningen i Odense. Smørret blev sendt med toget i dritler til Lurpak i Odense. En del af osten blev opkøbt af ostegrossister. Fra mejeriet fik vi så returmælk, skummetmælk, som vi brugte til at fodre kalvene med.
Hvert år blev der afholdt mejeriudstilling, enten i Rudkøbing eller Odense. Hvert mejeri kunne tilmelde varer til udstillingen og blive bedømt der. Hvert år, i november eller begyndelsen af december, blev der afholdt mejeribal for alle bønder tilknyttet mejeriet. Det var på Bagenkop kro, senere i Magleby forsamlingshus, med spisning og dans. Ramus’ orkester spillede, senere Svend Skyttes orkester. Et par dage efter var der bal for gårdenes folkehold, uden spisning.
Som led i forbedringen af kvægdriften blev der dannet kontrolforeninger, der ansatte en kontrolassistent. I Magleby sogn var der tre kontrolforeninger med hver sin bestyrelse. Kontrolassistenten kom til gården om formiddagen og udtog prøver af mælken, vejledte med hensyn til foder. Han spiste og overnattede på gården og tog næste dag videre til den næste gård. En ko kunne yde 20-30 kg mælk om dagen. I den bedste tid leverede vi her fra gården 5-600 liter mælk til mejeriet hver dag.
Efterhånden kunne man lave større mejerier, der kunne betale bønderne mere for mælken. På den måde forsvandt alle de små mejerier efterhånden. I 1962 blev Nordenbro mejeri slået sammen med Søndenbro mejeri og nedlagt. Søndenbro mejeri blev udvidet, Nordenbros mejeris bestyrer flyttede til Søndenbro. Engang i 70’erne blev så Søndenbro mejeri nedlagt. Vi manglede en bestyrer, da den daværende var flyttet til Fyns Mælks mejeri i Simmerbølle. Nogle af bønderne her ville til Humble mejeri. Fra gården her begyndte vi at levere til Fyns Mælks mejeri i Kværndrup. Det var et specialiseret smørmejeri. Mælken blev hentet og indvejet af tankbil hver anden dag. Dette, at mælken efterhånden ikke blev afhentet hver dag, betød, at gårdene måtte investere i køletanke. Det kostede os 15-16 000 kr. at få en køletank til 1200 liter mælk. Vi kunne stadig få returmælk, men efterhånden kom der erstatningsmidler, som vi købte i foderstofforretningerne. Fyns Mælk, det store mejeriselskab, blev senere til Mejeriet Danmark og hedder nu Arla.
Min bedstefar hed Christian. Han døde i 1919, så ham har jeg ikke kendt. Det var ham, der købte gården fri af Holmegård i 1881. Det var også ham, der fik lov at tage navnet Elnegaard i 1905. Han var med i krigen i 1864, var på Dybbøl Mølle, da den blev beskudt. I 1913 fik han tildelt en livsvarig årlig hædersgave på kr.100 for deltagelsen i krigen. Min far, Rasmus, blev født i 1881. Han blev gift med Anna, der var datter af præstegårdsforpagteren i Magleby. Jeg selv blev født i 1923.
I min barndom havde vi to karle på gården og en tjenestepige. Når der var meget arbejde, f.eks. i roetiden, fik vi desuden hjælp af en husmand. Jeg husker Christian ”Drostmand” og Christian Lies, begge fra Røjle. Det var folk, der ellers var knyttet til Broløkke. Alle de små huse på Røjle tilhørte godset.
Vi havde 14-16 køer, 8 stykker ungkvæg og et par grisesøer. Smågrisene fodrede vi op til slagtning på Fåborg slagteri. Når det var tiden, de skulle slagtes, leverede vi grisene til Søndenbro station. De blev vejet af stationsforstanderen på en brovægt. Det var en vægt, der blev holdt kontrol med fra myndighedernes side. De blev læsset i et skur, indtil de kom på godsvognen. Stationsforstanderen havde alt det udendørs arbejde på stationen og var også ”svellepisker”: Sammen med et par andre folk så han svellerne efter på en bestemt strækning, kontrollerede at de lå i watter, slog græsset på skråningerne. Hans kone passede stationens regnskab, solgte billetter osv. Skulle vi have en ko slagtet, blev den også bragt til banen. Men den kunne også leveres til slagter Buch i Bagenkop. Så trak vi den derned, hvor Buch selv slagtede den.
Vi dyrkede sukkerroer til sukkerkogeriet i Odense. Sukkerroerne blev også bragt til Søndenbro station og læsset på godsvogne. Sukkerroer blev kun dyrket på kontrakt. Hvert år, efter at roerne var hakket, kom de fra Odense og kontrollerede roerne. De bestemte også, hvor stort areal, der måtte dyrkes. Min far dyrkede sukkerroer fra 1922. Vi dyrkede også foderroer på ca. 5 tønder land. Dem havde vi hjemme i roekuler. Kalvene blev fodret med dem. Vi dyrkede hvede, byg og havre; kun lidt rug. Jorden her var for god til rug, den blev alt for høj. Rug blev dyrket på de mere sandede jorde i Noret.
Vi havde såmaskine forspændt med heste. Vi høstede med selvbinder, efter først at have slået vej med le. Den første selvbinder på gården kom i 1908, og den brugte vi til 1946. Det var svært til sidst at få reservedele, især var det svært under krigen. Vor smed var røjlesmeden, Frits Jensen. Til tærskningen havde vi et omgangsværk, Fredmoseværket. En gruppe bønder købte i fællesskab et tærskeværk og hjalp så hinanden med tærskningen.