Klik her for at komme tilbage...
Ingrid Jensen, Fogedgården i Søndenbro, erindrer, 1. del
Ingrid Jensen, datter af Ane Kathrine og Otto Markus Hansen, blev født i 1933 og voksede op på Fogedgården i Søndenbro. Hun har skrevet nogle erindringer fra sin barndomstid. Her bringes et uddrag fra kapitlet "Året og dagen på Fogedgården": Januar-februar
Januar.
Der var en særlig stemning den første januar, en stilfærdig, venlig atmosfære, som om alle havde bestemt sig for et og andet i nytårsforsætterne. Når vi kom op om morgenen, mærkedes det, at dagen var anderledes end andre dage. Stuen var endnu lun fra aftenen før, ja, jeg foretrak endda at tage tøjet på herinde i stedet for i det kolde soveværelse. Men det lå nu også lagt sammen på en stol herinde fra aftenen før. Mor havde allerede tændt op i kaminen, og snart ville her være varmt igen.
Duften af juletræet mærkedes i stuen, hvor det endnu stod og glimtede med sit sølvlametta. Lyset var også anderledes, oplevede jeg da. Som om alt var nyt. Nu skulle vi også til at skrive et nyt årstal, et af tallene skulle da ændres. Kalenderen for det nye år blev hængt op med alle sine ukendte dage.
”Nytårsmorgen” – ”Den første dag i det nye år”. Far kunne bruge sådanne udtryk og sige dem med en vis patos og på den måde bibringe øjeblikket lidt højtidelighed. Jeg kunne godt få en klump i halsen, når sådanne tilfælde gaves og blev så lidt gal på sig selv af angst for, at rørelsen skulle tage over, men nu så mange år efter ville jeg gerne have kunnet huske noget mere.
Vi havde holdt nytårsaften, som vi plejede - sammen med Hansine og Peder Smed. De var kommet gående om til os i mørkningen, havde fået overtøjet af ude i baggangen og var straks budt ind i dagligstuen, hvor der var godt lunt, for nu havde her været fyret hver dag siden jul. Der var lidt tid, inden vi skulle spise, så de kunne da lige se de julekort, vi havde fået. Det var meget almindeligt de fleste steder, at de lå fremme på bordet i en glasskål, synligt og tilgængeligt for, hvem der kom, og det var ikke spor odiøst at blade skålen igennem.
Vi havde fået andesteg og bagt æblekage som altid nytårsaften, og efter vi havde spist, blev juletræet tændt igen og loftslyset slukket. Og nu var det næsten lige så højtideligt som juleaften. Vi sang de samme salmer hvert år: ”Vær velkommen, herrens år” – ”Blomstre som en rosengård”. Og så foreslog far ”Træd frem, min sjæl, på årets morgen ” og tilføjede: ”Det var mors salme”, altså hans mors. Så læste han fra salmebogen ”Kollekt til nytårsaften”, og jeg tænkte, at sådan havde de nok gjort alle dage her. Somme tider sang vi også ”Dejlig er den himmel blå”, for nu var det jo snart Hellig tre Konger. Det kunne ske, nogen kom og skød nytår ind med et enkelt skud, eller Minna og Jens kom og larmede lidt med deres rumlepotte, som de havde lavet af en griseblære, men ellers var det en stille aften, hvor vi ventede på, at det skulle blive midnat, så vi i radioen kunne høre rådhusklokkerne ringe det nye år ind. Vi ønskede hinanden ”Godt nytår” og ”Tak for det gamle”. De to udsagn hørte altid sammen
Dagene mellem jul og nytår kaldte vi den søgne jul, men julen var slet ikke forbi før efter Hellig tre Konger og juleferien heller ikke. Hellig tre Kongers aften fik vi altid højkål (grønkål på langelandsk) og flæsk og havde et par gæster, Karen og Per. Vi, d. v. s. Gudrun, havde en særlig vase, der var pyntet med gran og lys til lejligheden, en lille blå vase med hul til tre julelys i kanten. Og først herefter bar vi julen ud, altså juletræet ud i gangen.
I disse stille dage først i det nye år var der tid til at sætte nyt bind om skolebøgerne, så nu gjaldt det om at finde det pæneste af gavepapiret fra julegaverne. Det fra sidste år var jo blevet slidt i årets løb og trængte til fornyelse. Navnlig salmebogen, som var i brug hver dag. Jeg havde en gammel salmebog af min bedstefars, en særlig tyk bog, og salmebog var på titelbladet stavet PSALMEBOG. Remsen gik på, at det betød: ”Peter Sagde, At Lange Maren Er Bister Og Gal.”
Der var noget, vi skulle huske i det nye år, og det var, når vi så nymånen for første gang, så skulle vi huske at have penge på lommen, for så kom vi ikke til at mangle penge i det nye år. Sagde mor. Det troede jeg på og blev ganske forskrækket, hvis månens horn pludselig var på aftenhimlen, uden jeg havde husket varslet.
Tre datoer var fødselsdage i januar. Det var d. 4. januar, hvor vi altid var i Himmerig til Karl Henrys fødselsdag, d. 12. hvor jeg var til Vagns fødselsdag, og de 21., hvor det var Hansine Smeds fødselsdag. Eftermiddagsvisitter altsammen.
Februar: Fastelavn.
I februar er det altid fastelavn. Det betød en skolefridag, for vi havde fri fastelavnsmandag – så vi kunne komme ud at synge fastelavn – så længe det var sjovt. Jeg har før fortalt om den første gang, jeg var klædt ud og fik maske på, at jeg blev bange for mig selv, da jeg så mig i spejlet, men så galt gik det da ikke siden. Jeg havde fået strenge ordrer på, hvor jeg måtte gå ind, og at jeg ikke måtte tage imod penge. Jeg måtte gå ud til Anna Fogedgård, der boede overfor, hvor Ruth og Poul nu bor. Hendes afdøde far var søn af min farfars første kone, så om egentligt familieskab var der jo ikke tale, men der var alligevel et lidt tættere forhold til Anna. Far sagde også for sjov, da jeg begyndte at digte sange, at det havde jeg nok arvet efter Anna Fogedgård, for hun lavede også sange.
Fastelavnssøndag kom Otto Tine altid og sang fastelavn. Otto var en voksen mand, evnesvag, og boede hos sin mor, Tine, i et for længst nedrevet hus på Skolegårdens grund i Søndenbro. Han var cyklende, og hvor mange steder han gik ind, ved jeg ikke, men han kom i hvert fald til os. Han var pyntet med kulørte bånd af crepepapir, og det har sikkert været hans store dag. Hans sang var altid den samme ensformige melodi, og teksten hans egen gentagne ”Nang-nia, nang-nia”. Han blev gerne budt ind på kaffe og fastelavnsboller. Han blev efterhånden også vant til at komme hos os, for far kunne beskæftige ham med lidt af hvert såsom at skuffe under frugttræer og pumpe, når de skulle sprøjtes. - Han kom siden til at bo hos sin kusine, Kristine Rath, i Bagenkop, der havde en lille manufaktur-forretning. Otto var et glad menneske, og far lavede tit lidt sjov, så han kunne more sig. Kom der en flyvemaskine, når de var ude at sprøjte frugttræer, løftede far sprøjten op i vejret og sagde: ”Skal vi se, om vi kan ramme den, Otto”? Ja, så morede de sig begge to.
Men fastelavnsmandag var jo børnenes dag, og mange gik udklædte rundt og sang fastelavn. Den store begivenhed var dog den, at der denne dag blev redet fastelavn. Det var Magleby boldklub, der arrangerede det. Det var et helt optog af karle, der kom ridende ind på gårdspladsen mandag formiddag, ryttere og heste mere eller mindre pyntede med kulørte bånd og karlene i hvide skjorter. Forrest kørte en vogn med bestyrelsesmedlemmer sandsynligvis, og et par af dem var også udklædte som klovn og pjerrot. Om der var musik med, husker jeg ikke. Raslende med indsam-lingsbøsserne kom de ind i køkkenet og lavede rabalder for at samle ind til boldklubben, og det havde de selvfølgelig held med. Men snart var de ude af gården igen og vi, eller jeg da, en oplevelse rigere. Men denne seance var der ingen, der tog anstød af, - en oplivelse i vinterens trummerum.
Hver måned havde sine fødselsdage, i vores lille familie var det d. 19. februar, hvor det var Gudruns fødselsdag. Nu havde der så lige været fire måneder, hvor der var ti år imellem vore aldre, og hvor hun var 10 år ældre end mig, men nu kom der urede i det igen, og nu var hun 11 år ældre. Vi snakkede altid om vejret den dag, – og om hvordan det var sidste år den 19. februar og så nu.
Den 3. februar var det Minnas fødselsdag, hun og hendes bror Jens omme på Måen var mine legekammerater. De børnefødselsdage var højdepunkter for os børn. Vi kom ved totiden og skulle først hjem halv ni. Det var helt anderledes at komme denne dag, når vi var budt. Vi gik ind af fordøren omme ved Minna på Måen og ikke som sædvanlig af bagdøren ind i det lille bryggers, hvor der altid lugtede af sod fra den store skorsten. Fra den lille forgang gik vi ind i den lille stue, der vendte ud mod vest til baggården, og her var vi hele dagen og legede. Der var ikke megen plads, men de mere stille, indendørs lege kunne vi nemt fordrive tiden med. Minnas mor og far, Karen og Hans Chr. Albert så vi ikke meget til. Der var stor aldersforskel på dem. Karen var hans tredje kone, så Minna og Jens havde voksne halvsøskende. Albertens kom sjældent ud, men var dog med til skolejuletræ. Hans Chr. havde fødselsdag mellem jul og nytår, og Far var altid omme og gratulere om formiddagen; det var altid noget med firs, men han har også fortalt Minna om stormfloden 1872, da han boede samme sted som dreng. Hans Chr. var nok lidt speciel, han havde sine egne meninger, også om opdragelse. Det var et nøjsomt hjem, men på den måde skilte det sig ikke ud fra så mange andre, og 40 år efter, da jeg traf Jens, kunne han sige:” Jeg synes, vi havde en god barndom.”
Februar: Dilettant
Ellers var den store vinteroplevelse dilettantforestillingen i Magleby forsamlingshus som regel i februar. Det var gymnastikforeningen, der stod for det, og i hvert fald kunne jeg komme til at se forestillingen to gange, en til generalprøven lørdag eftermiddag og så til aktionærbal tirsdag aften, hvor vi børn, hvis forældre var aktionærer, somme tider fik lov at komme med. Jeg husker nogle af stykkerne endnu. ”Når bønder elsker”, ”Brødrene Østermanns huskors” og ”Det gamle guld” står tydeligt med enkelte scener. Det var her som andre steder tit de samme mennesker, der besatte de forskellige roller, og de fik en helt speciel status i min verden. Men der var da også udskiftning, særlig blandt de unge deltagere, og her måtte mejeristerne på Søndenbro og Nordenbro mejeri ofte lægge person til. Det var altid maler Klemmensen, Magleby, der instruerede, og det var han i høj grad værdsat og agtet for.
Jeg kan let genkalde mig stemningen i forsamlingshuset i salen, efterhånden som den fyldtes, og tilskuerpladserne blev besat. Bedst var det jo at komme i god tid, så man kunne komme op foran på en af de forreste rækker. Der var nok at fordrive ventetiden med. Dels kunne man snakke med sidemanden og kommentere de folk, der kom, og det tøj, de havde på, om det mon var nyt og moderne, hvad det sjældent var i disse krigsår og efterkrigstider, og dels var der jo det, der foregik bag scenetæppet, hvor en eller flere af aktørerne ofte vovede et øje ved tæppekanten, eller hvis der var et lille hul i scenetæppet. Kunne man kende dem ud fra det glimt, man så? I hvert fald måtte de kunne kende nogen, for hvorfor ellers vinke, om end diskret?
Så sad vi da der og ventede på, at klokken skulle ringe og lyset i salen slukkes. Når den ringede tredje gang, gik scenetæppet langsomt op, og forestillingen begyndte. At se kendte mennesker udfolde sig på scenen har altid været en fornøjelse i sig selv. Sad vi tæt nok på, kunne vi tydeligt se sminken på deres ansigter, de røde læber og de sorte streger til rynker, og tit kunne vi også høre suffløren, der sad i en kasse ved tæppets forkant. Det sidste røbede dog samtidig, hvem af spillerne, der ikke havde lært deres roller ordentligt.
Der var som regel tre akter i et stykke, og mellemakterne, hvor der atter blev tændt lys i salen, gav anledning til endnu en snak og en vurdering af de optrædende, mere end af stykket selv. Der var som regel nogle særlig markante figurer i disse dilettantstykker, og det var tit de samme personer, der spillede disse roller. Hvis det var et stykke af Jeppe Åkjær, optrådte der gerne en bestemt type, der på sin egen hældørede facon var et hip til missionsfolkene, når han eller hun kom med sine klicheer og spillede hellig. Det var så mit første møde med Indre Mission, og det var absolut negativt. Siden i Okslund og Vejrup fik jeg nok et mere nuanceret billede af denne retning, men man må sige, at jeg var forhåndsindtaget, og det var dilettantstykkernes skyld.
Et dilettantstykke sluttede altid med, at samtlige optrædende stillede sig på række og leverede en slutsang, undtagen i ”Det gamle guld”. Da var slutscenen den, at den gamle bonde, spillet af maler Clemmensen, sad ensom og tankefuld alene på scenen og fingerede ved den gamle guld i form af en stor guldkæde, mens tæppet ganske langsom gik ned. Det var meget rørende.
Og så tændtes lyset igen, stemningen var brudt. Der var opbrud, bænke og stole blev fjernet fra midten af salen, og en fra bestyrelsen gik og strøede sæbespåner, så dansegulvet kunne blive tilpas glat, og nu spillede Ramuses eller Skyttes orkester op til dans. Døren ved siden af scenen gik op, og aktørerne viste sig omklædte og afsminkede. Der var ingen tvivl. De var aftenens absolutte midtpunkt. Som en slags helte, der hjemvendte fra krigen modtog folkets beundring, indtog de dansegulvet og bar endnu noget af stridens glamour over sig – og nød det, mens de gav hinanden de første pligtige danse, inden de blandede sig med folket.
Hvilke drømme kunne det ikke medføre for en pige som mig, mens jeg i tiden derefter ganske sikkert fandt mine idoler blandt dilettanterne. Tænk at komme til at spille en af elskerrollerne engang. Det var så en af mit livs skuffelser, at den drøm aldrig skulle gå i opfyldelse, for da tiden var inde, sagde min far og mor nej.