Klik her for at komme tilbage...
Hans Petersen, Bagenkop, fortæller om sildefiskeriet
Her skal fortælles nogle erindringer om sildefiskeriet
Her skal fortælles nogle erindringer om sildefiskeriet i gamle dage, dvs. før sidste Verdenskrig.
Fiskeriet efter høstsilden var dengang det vigtigste fiskeri.
Hvis en familie havde en tønde saltsild, var man godt hjulpen med mad vinteren igennem.
Sildefiskeriet var dengang drivgarnsfiskeri.
Det sammensatte garn var meget langt, op til en kilometer. De små motorer dengang før sidste krig kunne slet ikke trække et sådant garn.
Så man drev med strømmen, med båd og garn liggende på tværs af strømmen, og med båden i læsiden for at holde garnene strakt.
Man drev om natten, indtil man havde sild nok, måske fire timer, afhængig af strømmen.
Sildefiskeriet krævede tre mand i båden, altså en mand mere end normalt.
Motoren i båden skulle bruges, både når man satte garn og når man halede garn ind. Der skulle være to ved garnene, en tredje skulle være i styrehuset.
Når sildestimerne kom i august og frem til oktober var der derfor mange, der kunne og gerne skulle fiske.
Der var de store drenge fra fiskerfamilierne.
De kunne være tredjemanden i styrehuset, selv om de kun var 11-12 år gamle.
Der var ”sildeferie” for skolebørnene i Bagenkop, ligesom der var kartoffelferie for børnene på landet.
Og der var husmændene. Husmandsfamilierne havde også hårdt brug for en tønde saltsild. Så mange husmænd tog med ud som tredjemænd, og var med indtil de havde optjent en tønde sild.
Når man drev med det lange garn, kunne man ikke manøvrere båden.
Det var derfor afgørende, at man kunne advare større skibe om garnet, så det ikke blev påsejlet.
Fiskerne havde et langt kosteskaft, omviklet med twist. Skulle der gives signal, blev twisten overhældt med petroleum og antændt. Med denne blussende stang dirigerede man større både fri af garnet.
Afgørende var også, at strømmen ikke førte båden mod land, mod vrag osv.
Opstod der vanskeligheder af den art, kunne man kun klare sig, hvis man fik garnene ind, så man kunne starte motoren og styre båden.
Det måtte man også, hvis garnet kom i uorden eller i sammenstød med andre bådes garn.
For at garnene holdt sig i fin orden var det afgørende, at der var strøm. Var strømmen kun ringe, var det vanskeligt at fiske sådan.
Ved et strømskel kunne garnene sprænges eller komme i uorden.
Man forsøgte at undgå strømskel, også fordi der er meget skidt i vandet i strømskellet, masser af tang f.eks.
Når man drev om natten, måtte en af de tre om bord derfor holde vagt.
Han kunne, trods mørket, holde rede på, hvor garnet strakte sig, fordi der var en bøje med en flagermuslygte for enden af det første garn, der blev sat ud.
Hvis vinden blæste flagermuslygten ud, kom der for alvor vanskeligheder med at holde vagt.
Mens den ene holdt vagt kunne de to andre sove, indtil man mente, fangsten var god nok og garnet skulle hales ind.
En mand halede ind. En anden lagde garnet rigtigt i siden af båden. Og den tredje var i styrehuset.
Derefter sejlede man til havn. Da var det sen nat eller tidligt om morgenen.
Så skulle silden pilles af garnene.
Ofte hjalp hele familien til.
Var der mange sild, bankede man koner op, man vidste gerne ville tjene en skilling ved at pille sild af garn.
Silden blev lagt i kasser, vejet, dækket med is.
Kasserne kom i paketbåde, der sejlede silden til Kiel eller til København.
Nogle fiskere sejlede selv til Kiel med sild.
Det gav bedre pris, men det var strengt, efter en nats fiskeri at skulle sejle til Kiel.
Til eget forbrug blev silden behandlet således:
Den blev gællet, hvorved tarmen blev trukket ud, og silden blev lagt i balje med salt. Så trak blodet ud.
Derefter blev den taget op og anbragt i tønde, med bugen opad, og hvert sildelag dækket med salt.
Efter et par uger kunne man spise silden.
Nogle spiste direkte fra tønden.
De fleste udvandede silden, kogte den og spiste den.
Sildetønderne blev lavet af snedkeren i Søndenbro. Han lavede også smørdritler til mejeriet.
Man fiskede dengang med bomuldsgarn. Nylongarn var ikke kendt endnu.
For at bomuldsgarnene ikke skulle rådne, måtte de tørres hver anden eller tredje dag, altså hænges på pæle på græsningen.
Og regelmæssigt, hver uge måtte garnene barkes, dvs. garves for at kunne bevares.
Denne behandling, hvor garnet koges, var nødvendig, fordi garnet blev fedtet af silden og dens rogn. Og et garn med et fedtlag kan ikke tørre rigtigt.
Garnene blev barket i barkkedlerne ved havnen. De rummede hver 2-300 liter vand.
I 1963 stod endnu en barkkedel tilbage. Men tidligere var der en 5 -6 stykker.
En blev ejet af fiskeriforeningen. De andre blev ejet i fællesskab af en gruppe fiskere.
Som garvemiddel brugte man kateku, der fremstilles af veddet af træ, der vokser i Asien.
Man udkoger veddet og inddamper derefter opløsningen. Herved fås mørke blokke eller kager med ca. 50% garvestof.
Kateku blev købt i blokke i Brugsen., i kasser med 50 kg kateku.
Da krigen kom, kunne man ikke få Kateku. Så brugte man egebark.
Vandet i barkkedlen blev bragt i kog. Og når kateku’en var opløst i det kogende vand kom garnet i kedlen for at optage garvestoffet.
Tidligere stod en fisker op på kanten af kedlen for at hale garnet op af det kogende barkvand igen ved at stikke en stang gennem garnets øje.
En gang brast noget af kedlens kant og Peter Egmoses farbror fik foden i det kogende barkvand. Han led længe deraf. Derfor blev der rejst en pæl og ved hjælp af en talje kunne man hejse garnet op af kedlen.
Også de gamle bomuldssejl kunne behandles med kateku. Det gav disse sejl den smukke rødlige farve.
Høstsilden var fed, fyldt af rogn.
Der var også en vårsild. Den var ikke fed og betød ikke så meget i fiskeriet.
Under krigen blev det vanskeligere at drive med strømmen for at fange sild. Der var lagt miner ud. Man kunne ikke drive så frit som før.
Og efter krigen kom alle bøjerne til afmærkning af skibsruten. Det gjorde det også vanskeligt at drive med garn.
Men drivgarnsfiskeriet ophørte først og fremmest fordi bådenes motorkraft efterhånden blev så stor, at man kunne bruge trawl til sildefiskeriet.
Sildefiskeri med trawl foregår om dagen. Trawlet tager jo fisken på bunden, og om dagen er silden på bunden.
Drivgarnsfiskeriet var nattefiskeri, fordi silden om natten søger op til overfladen, hvor sildens føde, den dyriske plankton (vandlopper f.eks.) befinder sig om natten.
Lyset derimod driver silden mod bunden.
Det betød også, at man ikke kunne drive med sildegarn ved fuldmåne. Da var der ingen sild ved vandets overflade.
Fangst efter høstsild ved fuldmåne måtte derfor foregå ved hjælp af synkegarn.
Man brugte to-tre almindelige sildegarn, men satte ekstra vægt på, så de stod på bunden og med et anker i hver ende. Disse garn var altså faste garn.
Længere tilbage i tid var der not-fiskeri efter sild.
Det net, man her bruger, er meget stort.
Notbåden er derfor stor.
Der er en erindring om notbåden ”Hvalen” her fra Bagenkop.
Den var så stor som de største kuttere i dag og vejede vel 20 tons.
Notfiskeri var man flere om, tre-fire fiskere gik sammen om anskaffelse af båd og net.
Ideen var at omringe sildestime, at lukke nettet i bunden og så hive hele fangsten om bord.
Det krævede meget arbejde at få silden om bord. Og det krævede stor snilde at finde ud af, hvor man skulle begynde omringningen.
Hertil brugte man en lang line, der ved hjælp af vægt stod lodret ned i vandet. Den dygtige kunne så, ved at berøre linen, mærke, om der var en sildestime i vandet . Han afgjorde, hvornår og hvordan omringningen af silden skulle foregå.
Notbådene fiskede i alle farvande, ofte i Limfjorden.
Tak til Hans Petersen for lærerige timer om dette, nu forsvundne, sildefiskeri i Bagenkop.