Klik her for at komme tilbage...
Bundgarnsfiskeri
Nogle erindringer om det gamle bundgarnsfiskeri.
Meget er ændret i fiskeriet gennem de sidste 100 år, især fordi motorkraften er blevet større og navigationsinstrumenterne meget forfinede.
Bundgarnsfiskeriet har derimod ikke ændret sig så meget.
Her følger nogle erindringer fra det gamle bundgarnsfiskeri.
Hovedfangsten ved bundgarnsfiskeriet er ål.
Man fanger ved hjælp af et system af net:
Et radnet, dvs. et lige net fra kysten udad.
Længden af dette net varierede naturligvis, men kunne typisk være 60-70 meter.
Et hovednet, dvs. et firkantet net, med en lille åbning mod radnettet. Her gik de indespærrede torsk og sild.
Størrelsen af hovednettet varierede også, men kunne typisk være 25x20 meter.
Ålerusen udgik fra hovednettet og var 8-9 meter lang. Den udgik fra hovednettet.
Radnettet og hovednettet blev holdt på plads af bundgarnspælene.
Den øverste kant af nettet blev holdt på plads af pælene. I bunden af nettet løb en kæde med blyvægt på.
Som sagt var bundgarnsfiskeri hovedsagelig ålefiskere. Ålen blev fanget i perioden fra september til december.
Bifangsten var sild og torsk.
Men kunne også bruge bundgarn om foråret til at fange sild og torsk. Så fiskede man med rad-og hovednet, altså uden ruse.
I dag er der bundgarnsfiskeri, der ikke bruger pæle, men fastholder nettet med bøjer.
For at kunne sætte nettet fra kysten ud i vandet må man have en plads at gøre det på.
I gamle dage var pladsen på havet ejet af bonden, der havde jord til det pågældende stykke strand.
Den, der ville sætte bundgarn, måtte betale en leje til bonden.
Ca. 1950 overtog Fiskerikontrollen dette ejerskab til pladserne.
Man skulle dog ikke betale leje til Kontrollen, men Kontrollens opgave var at holde rede på fordelingen af pladser mellem de forskellige fiskere.
Inden en bestemt dato skulle man afmærke de pladser, hvor man ønskede at sætte bundgarn.
Man afmærkede ved flag, enten på stranden eller på pæl ude i vandet.
Bundgarnsfiskerne var i sæt på 2-3 mand og kunne have net til flere pladser, otte, ti seksten eller flere pladser.
På en bestemt dato kom Fiskerikontrollen, og der blev trukket lod om pladserne.
Det var ikke så rar en dag. Der kunne være ærgrelse, sure miner osv.
Mellem store net (regnet efter hovedgarnets størrelse) skulle der være 565 meter; mellem små net ca.300 m.
Pladsen til de store net havde man for seks år ad gangen; pladsen til de små havde man tre år ad gangen.
Nogle pladser var bedre end andre.
Men det var ålefiskerens hemmelighed, hvor meget der blev fanget på en bestemt plads. Han ville aldrig ud med det rigtige tal for fangsten. Det gjaldt jo om at sikre sig de bedste pladser.
Garnene blev røgtet hver dag, hvis det var muligt.
Fiskene i hovednettet blev taget op med en ”kejse", en netskovl. Selve ålerusen blev løftet op i båden.
Fangsten blev anbragt i dam i båden.
I havn blev ålene anbragt i hyttefad.
Tre gange i løbet af en sæson kom der en ålekvase fra Kolding for at købe ål op. Fiskerne fik så afregning pr. kilo ål.
Ål, der vejede 1½ pund var almindeligt. Men der er en erindring om en ål på syv pund og 100 gram med en længde på 1,20 m.
Nettene var 18mm net i hovednettet og 20mm i radnettet.
Nettene blev tjæret, dels for at gøre dem stærkere, dels for at holde dem rene for alger osv.
Et beskidt net løftes lettere fra bunden end et rent, fordi vandet ikke strømmer så frit gennem et beskidt net.
Bomuldsgarn i gammel tid blev kogt i tjære.
Nylongarn i nyere tid blev lagt i gryde med et tjæreprodukt, Altin, der var klar til brug. Garnet blev smidt ned i beholderen, senere hejst op og vundet over en vinge for til sidst at blive lagt ud på marken, så tjæren kunne dryppe af.
Dette skete, med nylonet, hvert andet år.
Bundgarnspælene var af ege- eller bøgetræ.
De var 8-9 m lange, ca. 14 cm i diameter på midten.
Egetræ var stærkest, men bøgepæle var lidt lettere at arbejde med. Frisk bøgetræ flyder ikke, så en bøgepæl var lettere at vippe på plads, så den kunne slås i.
Pælene blev banket ned med rammeslag: en mast med en jernklump på 200 pund. Den blev kald ”jomfruen”.
Pælen blev bundet ind til masten og slået 1 – 1½ m i bundet og stod ca. 2m over vandoverfladen.
Ved storm kunne pæle knække og ødelægge garnet.
Ved isvinter knækkede alle pæle og nye måtte købes. Det kunne være en stor udgift, især hvis isvinter fulgte på isvinter.
Normalt kunne man regne med, at en bundgarnspæl kunne holde i tre år. Man måtte altså regne med løbende at udskifte pælene.
Pælene blev opkøbt i skovene ved Tranekær, ved Ravnholt på Fyn, ved Valdemar Slot; engang også fra Løvenborg på Sjælland. Da kom pælene med banen til Odense og herfra med vognmand til Bagenkop.
Normalt var det en vognmand fra Lohals, der kørte pæle hertil.
Det bedste var at køre ud og tale med skovfogeden, vise ham, hvilke pæle, der skulle bruges. Så kunne han fælde, hvad der kunne bruges. Fældede han derimod i forvejen, hvad han selv mente, kunne bruges, kunne der være uegnede imellem.
Prisen på en pæl varierede naturligvis efter længde og tykkelse. Men en gennemsnitspris på 130 kr. måtte man regne med.
Antallet af pæle til et net varierede naturligvis også, men typisk var der vel 35 pæle til et net: radnet og hovednet.
Bundgarnspæle, der knækkede under storm eller isvinter skulle fjernes helt, dvs. der måtte ikke stå rester af pæle, der ragede op fra bunden. Det kunne være livsfarligt.
Pælene kunne sprænges væk eller saves af ved bunden.
Her hjalp sportsdykkere fra en dykkerklub i Svendborg.
Fiskerne i Bagenkop kendte disse dykkere.
Dykkerne ville gerne sejles ud til vrag for at dykke der.
De måtte ikke tage penge for at save bundgarnspæle over, men de fik en lille skilling for hjælpen.
Senere kom dykkerne af og til til Havnefesten, når der skulle laves opvisning.
Den sidste bundgarnsfisker i Bagenkop stoppede for et år siden.
Der er ikke ål nok her i farvandet.
Jeg takker fortælleren for lærerige timer om dette fiskeri. Fortælleren har ønsket at være anonym.