Klik her for at komme tilbage...
Laura Bernth, Østeregn, Bagenkop fortæller
Laura Bernth blev født den 12. marts 1898
Laura Bernth blev født den 12. marts 1898 og døde den 17.december 1999, 101 år gammel. I efteråret '99 begyndte hun at fortælle mig sine erindringer. Desværre døde Laura, før vi blev færdige. Men hvad vi blev færdige med bringes her.
BEDSTEFORÆLDRE
Min mormor og morfar boede i Ellebjerg mellem Nordenbro og Tryggelev.
Min morfar var skrædder. Han døde tidligt, så jeg har kun få erindringer om ham. Jeg husker, det blev fortalt, at han havde været med i krigen - sikkert den i 1848-51.
Da min mormor blev enke, gik hun op til Ravngården og hjalp til. Og de hjalp hende meget.
Engang hvor hun skulle gå hjem derfra ved vintertide, blev hun sneblind. Hun tilbragte hele natten på marken, men blev så fundet.
Jeg husker, hun gik hele vejen ud til os på Østeregn med solbær og andre bær.
Engang forærede hun mig en æske. Da jeg åbnede den, lå der en femkrone i. Jeg blev vældig overrasket og glad, men da jeg takkede mormor, sagde hun forskrækket, at det var en femkrone, hun havde gemt for at købe en ny hat. Hun gik med sort hat med bånd på. Jeg husker, jeg blev meget skuffet.
Fra min morfars og mormors ejendom husker jeg, at der ikke var nogen brønd. Man tog vandet fra et hjørne på gårdspladsen. Det var rent og blev brugt til madlavning efter at være kogt.
Min farfar og farmor boede på Gulstavvej. Deres hus hørte til Fyr-og vagervæsenet, og min farfar var fyrpasser på det gamle fyr.
Det lå på Fakkebjerg. (Det nye, Keldsnor fyr, blev bygget 1905).
Da min farfar døde, kunne min farmor ikke blive boende i huset. Hun kom så på fattighuset, der lå ved Søndenbro mejeri. Overfor lå en smedje, men den er også væk nu.
De passede sig selv i fattighuset.
Sammen med min søster, Mathilde, hentede jeg smør og ost på mejeriet, og bagefter gik vi altid ned til farmor og fik landbrød. Det var vi glade for efter den lange tur. Hun havde det godt dér.
(I en anden erindring bruges navnet "friboligen" om dette sted. Selv om huset ved Søndenbro mejeri var bestemt for mennesker, der ikke selv kunne skaffe sig et sted at bo og altså i den forstand var fattige, var det næppe, hvad vi forstår ved et fattighus. For beboerne havde her deres egen lejlighed og også et køkken. Lauras mormor kunne selv lave sit landbrød. I et fattighus var dette næppe muligt).
På vejen hjem til Østeregn skulle vi forbi Røjlesmeden. Vi var bange for ham. Han ville fange os og kysse os. Vi prøvede at undgå ham og løb forbi smedjen.
FORÆLDRE OG SØSKENDE
Min far hed Hans Gotfred Jørgensen og min mor Rasmine Hansine Rasmussen.
Min fars tilnavn var "Nis"; som barn var jeg én af "nissebørnene".
Mine forældre boede først i Nordenbro.
Far fik så tilbudt arbejde på Broløkke og en bolig i en af Grevskabets huse.
Mine forældre skulle dele hus med Antons Nielsens (det er huset i svinget, hvor vejen går op til Østergård).
Jorden blev også delt. Der blev sat et risgærde op i midten af marken. Hver familie fik tre tønder land.
Jeg var den yngste af otte søskende.
To af mine brødre rejste til Amerika for at finde arbejde. De døde begge dér. Den ene blev gift med en amerikaner og den anden med en søster til skomager Larsen i Tryggelev.
Børnebørn fra mine brødre i Amerika har besøgt mig her i Bagenkop.
En af mine søstre blev gift i København. Hun døde under den spanske syge, da hendes børn endnu var små.
Min søster, Mathilde, blev gift på Munkegård.
Min far havde en lang arbejdsdag. Han gik til Broløkke hver morgen, og når de skulle arbejde på Bogø, gik han videre der til, men blev hentet om aftenen af en ladvogn.
Sin egen jord måtte han passe om søndagen. Han kunne låne redskaber og heste på Broløkke. Men hestene skulle være tilbage klokken tolv, for de skulle hvile til om mandagen.
Min mor passede hus og hjem. Vi havde to køer, en gris og høns.
Der var ingen vask i huset. Mor vaskede op i en balje. Jeg husker, hun skyllede fadene, før de blev vasket op og hældte vandet ud til grisen. Alt skulle bruges.
BARNDOM OG UNGDOM
Som børn legede vi, altså Mathilde og jeg, med Anton Nielsens to børn.
Jeg gik i skole i Magleby hos lærer Bondesen. Vi gik hveranden dag.
Vejen var lang og om vinteren et bundløst ælte.
Dengang satte man roerne under stengærderne, indtil roerne skulle bruges til køerne. Så der blev kørt efter roer og også kørt møg ud.
Derfor havde vi tøjsko med, så vi kunne skifte, når vi kom i skole.
Hver mandag fik jeg et nystivet forklæde på i skole. Det skulle holde tre gange. Jeg satte det op, når det regnede. Vi havde skoletøj og skiftede til andet tøj, når vi kom hjem.
Jeg kunne bedst lide at synge, at lære bibelhistorie og salmevers.
Jeg blev konfirmeret af provst Jensen. Konfirmationsundervisningen foregik dér, hvor der nu er snitskole.
Som stor pige gik jeg ned til Karl Mikkelsens på Ditmarskgården og passede børnene der. Jeg fik 50 øre om dagen.
Efter konfirmationen kom jeg dertil for at tjene, altså passe børnene. Jeg fik 50 kr. for et halvt år. Jeg var der ét år.
Jeg satte børnene i en trækvogn og legede med dem ved et gammelt hus lidt fra gården. Så var der fred på gården.
Efter at have tjent på Ditmarskgården var jeg et halvt år hos min søster Mathilde på Munkegård.
Men så kom jeg til Otto Markussen på Fogedgården.
Jeg skulle malke sammen med en anden pige.
Der var ikke elektrisk lys. Jeg husker, vi sad og støbte lys.
Jeg havde tællelys på værelset, og der var meget koldt om vinteren. Vi glædede os til at skulle i stalden for at malke. For dér var varmt.
Dengang var jeg jo helt ung, og jeg elskede at danse. Vi dansede i Magleby forsamlingshus. Jeg kunne danse til langt ud på aftenen, selv om jeg skulle tidligt op for at malke. Karlene, vi dansede med, havde ingen penge; måske de kunne byde os en sodavand, men ellers ingenting.
Barfodet gik jeg hjem om natten, for danseskoene var for små.
PÅ STENSGÅRD
En dag så jeg, at de annoncerede efter en stuepige på Stensgård. Jeg ringede dertil for at søge stillingen. Fruen bad mig komme til samtale.
Jeg tog toget til Rudkøbing og derfra færge til Lohals.
Fruen tog imod mig på havnen, og efter en samtale dér, fæstede hun mig til 40 kr. om måneden.
Så gav hun mig penge til hjemturen.
I to år tjente jeg på Stensgård.
Mit værelse lå sammen med de andre tjenestefolks i kælderen på hovedbygningen. Der var elektrisk lys og varme. Det var luksus.
Jeg skulle gøre rent, servere, sætte blomster i vand og sørge for vasken.
Der var mange tjenestefolk. Der var kokkepige, jomfru til at lave mad, indvendig jomfru til at sy på tøj, der var hønsemand og chauffør.
Vi spiste sammen i spisestuen i kælderen. Og dér var også køkken til os.
Når jeg skulle vaske, fik jeg sæben fra fruen. Det var under krigen, så det var vanskeligt at få sæbe.
Jeg fik hjælp til vasken af gartnerfruen, der boede i gartnerhuset i haven. Jeg fik også hjælp af polakkerne, der ellers arbejdede i marken. Jeg skulle passe på, at de ikke tog sæben fra mig.
Når vi serverede, skulle det gå for sig på en ganske bestemt måde. Jeg skulle gå ind i stuen og sige, at der nu var rettet an. Så skulle jeg stå i døren til spisestuen og tage imod og så skulle der serveres. Herskabet brugte skylleskåle.
Alting var meget stilfuldt. Herren hilste altid med hatten lige meget hvor tit, han mødte os. Og folkene på avlsgården skulle også hilse på os fra hovedbygningen ved at tage hatten af.
På Stensgård lærte jeg min kommende mand, Georg Bernth, at kende. Han arbejdede i marken og boede på avlsgården.
Jeg husker, at vi om sommeren af og til sejlede over til thepavillonen om aftenen.
Jeg husker også en anden hændelse, vi bagefter tit morede os over.
Døren til kælderen i hovedbygningen, hvor jeg boede sammen med de andre tjenestefolk, blev lukket med en nøgle, der lå i et lille åbent vindue. En aften, hvor Georg Bernth havde besøgt mig, tog hønsedrengen nøglen. Så da Georg skulle hjem til avlsbygningen, kunne han ikke komme ud. Men jeg kendte vejen op gennem hovedbygningen. Så vi listede op ad trappen, og jeg lukkede ham ud ad havedøren.
Stor var skuffelsen næste morgen, da hønsedrengen og de andre ikke fandt Georg på mit værelse.
Til jul fik vi julegave af herskabet. Den ene jul ønskede jeg mig en kuffert, for jeg skulle rejse til København. Det var dengang, min søster døde af den spanske syge.
Jeg husker også, at vi engang bad fruen om mere i løn og fik det. Vi kunne ikke få pengene til at slå til, når vi også skulle have passende tøj. Vi fik hovedkappen, men forklæder o.s.v. skulle vi selv sørge for.
Før jeg skulle begynde at arbejde på Stensgård, fik jeg syet sort kjole og to bomuldskjoler hos en gammel sypige på Røjle. Jeg skulle også skaffe mig mange forklæder.
På spørgsmålet om, hvorvidt der ikke var mange ansøgere til stillingen, svarer Laura "nej", og forklarer det med, at mange ikke turde at tage sådan en plads af frygt for ikke at kunne finde ud af det. Hun blev selv lært op af den stuepige, der var der. Og hun oplærte selv en ny stuepige.
I den forbindelse husker hun fra tiden på Broløkke, at hun engang bad Rita hjælpe sig med at servere, men at moderen græd, for hun troede bestemt ikke, at Rita kunne klare det. Men det gik nu fint.
TILBAGE TIL ØSTEREGN
Jeg var to år på Stensgård.
Så måtte jeg hjem til Østeregn, fordi min mor var blevet syg. Hun kunne ikke gå, vi måtte bære hende i en stol.
Min far var da holdt op med at arbejde på Broløkke. Men han fik nærmest ingen aldersrente. Sognerådet mente ikke, han havde brug for det, når han havde jorden, de tre tønder land.
Jeg hjalp mine forældre hjemme og arbejdede også for andre, bl.a. på Broløkke, når de havde travlt.
Ida fra Søndenbro passede hovedbygningen, og hun spurgte af og til, om jeg ville hjælpe med at servere.
Jeg sankede også brænde i skoven.
Georg Bernth fulgte med sydpå. Han arbejdede først hos min søster på Munkegård. Derefter kom han til Søgård.
GIFTERMÅL OG FLYTNING
Vi tænkte nu på at gifte os.
Engang rendte jeg på greven og spurgte ham, om Georg Bernth ikke kunne få arbejde på Broløkke, og om vi ikke, om vi giftede os, kunne få et værelse på loftet i huset hos mine forældre.
Jeg ville gerne giftes, men jeg kunne ikke så godt flytte fra mine forældre, da min moder var så syg.
Han svarede: "Jeg bygger et nyt hus til din far, fordi han så længe har tjent på Broløkke. Og så kan I to unge bo hos ham og passe ham".
Sådan blev det.
Murer Christensen fra Magleby byggede huset. Og jeg giftede mig med Georg Bernth.
(Det var den murer, der hed "langposti"; han boede i det hus i Magleby, der senere blev alderdomshjem).
Men inden vi flyttede, døde min mor.
Hun blev sat ned i udhuset, det eneste sted der var plads. Jeg husker, far gik og kiggede derud hver aften, før han gik i seng.
I det nye hus var der fire store kakkelovne nede og én i gæsteværelset ovenpå. Der var ikke elektricitet, men petroleumslamper, ej heller wc.
Anton Nielsens fik så hele det gamle hus til deres rådighed, men vi deltes stadig om jorden. Så min mand passede, foruden sit arbejde på Broløkke, de tre tønder land hjemme. Det måtte han klare om søndagen, som min far havde gjort.
Vi havde selv to køer, en gris og høns.
Jeg husker, at min mand slog græs på grøfterne til køerne. For vi skulle helst have så meget korn i marken som muligt.
Jeg husker også, han tog i skoven efter brænde. Med en kile slog han på stødene for at få træ til brænde.
Min mand havde strengt arbejde.
Mange timer sad han på traktoren, der ikke havde noget førerhus.
Og da han måtte møde en time før for at få motoren i gang med håndsving, var han svedt, inden han satte sig op for at køre i marken.
BØRN
I det nye hus voksede vore to børn op. Lily blev født i 1921, mens vi endnu boede i det gamle hus, Gotfred i 1929.
Begge gange fødte jeg hjemme. Første gang blev min svigermoder nogle dage for at hjælpe til, anden gang var det nabokonen, der kom.
Gotfred blev født, da sneen endnu lå højt.
Dengang var Robert Brun snefoged. Han stod i et ledhul og sørgede for, at jordemoderen fra Nordenbro kunne komme frem.
Jeg passede alt derhjemme og malkede køerne.
Og så gik jeg ud og serverede ved fester, bl.a. ved konfirmation. Jeg husker, jeg fik 10 kroner for en hel konfirmation, hvor jeg arbejdede til langt ud på aftenen.
MERE ARBEJDE
Da vi jo nok har manglet penge, spurgte jeg engang fodermesteren på Broløkke, om jeg måtte få nogle køer at malke. Det fik jeg, 14-15 køer i alt og 7 øre for hver. Jeg måtte op klokken halv fire om morgenen for at malke klokken fire. Og så skulle der malkes igen om eftermiddagen.
Efterhånden fik jeg mere arbejde på Broløkke. Jeg hjalp til med at vaske. Fruen kom og så efter, om det var strøget fint nok. Og nu tjente jeg 80 kr. om måneden.
Da gesandten kom og boede på Broløkke, ville Ida, der passede hovedbygningen, at jeg hjalp mere til.
Det betød, at jeg var meget hjemmefra, så min mand blev tilbudt at spise til middag på gården.
Da havde vi stor gavn af min far. Han hjalp os med alt hjemme. Han så efter børnene, han flyttede køerne.
Efterhånden som Lilly blev større, kunne også hun hjælpe til.
Jeg talte meget med min far. Min mand sagde ikke så meget. Når han kunne, læste han; og så var han jo ellers træt, når han kom fra arbejdet.
Det var et stort savn for mig, da min far døde.
Jeg husker, jeg gik op til Jakobine på Røjle for at ringe efter doktoren.
I lang tid derefter tænkte jeg ofte, når jeg oplevede et eller andet: Det skal jeg fortælle far! Men det kunne jeg ikke mere.
Da far døde, spurgte vi, om vi måtte blive boende i grevskabets hus eller købe det. Der kom svar til "Hans Jørgensens datter", at vi måtte købe. Det gjorde vi for 9000 kr.
For greven var jeg altid "Hans Jørgensens datter". Og "Hans Jørgensens hus" kendte alle: det var dér, der altid stod nypudsede træsko i gangen. Dem tog min far på, når han gik til købmand.
LEIF
Jeg skal også fortælle om Leif, Lillys dreng.
Lilly var kommet ud at tjene, hun var i København.
Pludselig rejste hun derfra til Jylland.
Min far levede da endnu, og Lilly var "hans pige".
Han sagde til mig: Jeg har en femkrone i vesten. Send den til Lilly til hendes fødselsdag.
Lilly fortalte nu, at hun skulle have et barn.
Vi sagde, at hun skulle komme hjem.
Hun kom, og vi var ulykkelige.
Hun kom selv gående med den lille dreng. Jeg havde passet vuggen til, den stod i soveværelset hos min far.
Min mand sad og græd i den bagerste stue.
Lilly var hjemme et stykke tid. Jeg sagde: Du skal ud at arbejde igen, og jeg skal nok passe barnet.
Det fik jeg lov til, da jeg endnu ikke var fyldt halvtreds. Lilly tog arbejde i Humble, men kom så igen til København. Det var under krigen, og hun fik godt arbejde som tjener i Tivoli.
Hun sendte bud, at jeg skulle komme til København med Leif, så vi kunne få tøj til ham. En barnevogn havde venner i Svendborg skaffet til os.
Vi tog toget til København og fløj derefter til Sverige, hvor man kunne købe ting, vi ikke kunne få herhjemme.
Vi fik klædt Leif på, og fik selv strømper. Men vi måtte ikke tage varer med til Danmark, så vi tog alt det nye tøj på i Sverige.
Vi sejlede tilbage til Danmark.
Bortset fra at der var mange ting, vi ikke kunne få, mærkede jeg ikke krigen så meget. Der lå tyskere på Degnegården og hos Fynboens, men ellers husker jeg ikke noget.
Leif var hos os til han blev 16 år. Så kom han til Lilly i København og fik sin uddannelse inden for ØK.
Lilly tjente godt i Tivoli. Hun blev gift med en rar mand og de købte sommerhus i Maglebylund på Amager.
Desværre nåede Laura ikke at fortælle mere før sin, egentlig pludselige, død.
Men jeg kan føje dette til:
I 1963 flyttede Laura og Georg Bernth til Søndenbro, hvor Georg Bernth døde i 1968.
Laura blev boende i Søndenbro til 1983. Så flyttede hun, 85 år gammel, til Bagenkop, plantede et æbletræ og fik lov at se også det vokse op og bære frugt.