Bagenkop kirkes oprindelse
Der er to kirker i samme sogn, middelalderkirken i Magleby eller Kirkeby, opført omkring år 1200 og kirken i Bagenkop opført i 1920. Men hvorfor kom der en kirke i Bagenkop?
Noret
Før 1853 så sognets geografi meget anderledes ud end i dag. Det var præget af et stor nor, Magleby nor. Vejen til kirke for folkene i Bagenkop gik da naturligt og lettest gennem noret.
I noret finder vi "Skibholmen". Her lagde fiskerbådene op beskyttet mod stormen.
Man både fiskede og jagede i noret.
Lidt syd for Magleby kirke havde bønderne ladet bygge en bådebro. Hertil bragte de deres varer, der blev læsset i både og fragtet af fiskerne bl.a. til de tyske Østersøbyer.
Denne bro skilte bebyggelserne i to dele: den nord for broen kom til at hedde "Nordenbro"; den syd for "Søndenbro".
Efterhånden voksede noret til, og broen blev uanvendelig. Så blev der bygget en ny bro, der hvor Bagenkop havn senere kom til at ligge. Men det var længe før havnebyggeriet kom i gang i 1858.
Noret som kirkevej
Noret var den letteste adgangsvej til sognets kirke, Magleby kirke.
Det var skik, at bagenkopperne sejlede til kirke. Mange børn blev sejlet til dåb; mange brudefolk ligeså.
Farligt kunne det være.
Kirkebogen fra 1779 beretter således om et brudefølges forlis:
"Samme dag (dvs. bryllupsdagen) den 28. november forliste en jolle i Søndre nor i et hårdt vejr klokken tre om eftermiddagen med syv personer, hvoraf to blev reddet Jens Rasmussens søn Rasmus af Bagenkop og brudgommen, Mads Poulsen. Men fem personer druknede tæt under land. På grund af vedholdende storm blev de ikke fundet før om tirsdagen den 30. november"
Norets inddæmning
I begyndelsen af 1850'erne fremkom C. Harboe, lærer og kirkesanger ved Magleby kirke, med ideen om, at noret skulle inddæmmes. Mere end 1000 tønder land kunne derved indvindes.
I maj 1851 gav lensgreven sin tilladelse, og i februar 1852 blev aktieselskabet til norets inddæmning stiftet. Året efter gik arbejdet i gang. Dæmningen blev bygget og vindmøllen, der skulle levere energien til at pumpe vandet ud af noret, blev opført.
Til minde om dette arbejde blev der rejst en sten lidt syd for Magleby kirke. Stenen bærer indskriften:
"Rejst til minde om Magleby nors inddæmning 1853 og om sagens forkæmper lærer C. Harboe.
Fortids dåd skal nutid mindes
fremtid gror hvor vilje findes".
Der viste sig imidlertid problemer med at holde noret tørt. Ideen var da at opføre et pumpeværk drevet ved dampkraft.
De penge, mente aktionærerne ikke at kunne rejse. Derfor blev der den 12. oktober 1857 holdt offentlig auktion over hele det inddæmmede areal. Lensgreven havde det bedste bud og blev ejer af noret for 30.000 rigsdaler. Og i 1862 stod dampmøllen færdig.
I mellemtiden havde fiskerne, bl.a. støttet af sognets præst, lagt sag an mod aktieselskabet med krav om erstatning. Men de tabte sagen. Ganske vist havde de ikke givet deres samtykke til inddæmningen. Men de havde ej heller protesteret ved afpælningsforretningen over den jord, der grænsede op til noret.
Stormfloden 1872
Ti år efter at dampmøllen stod færdig, den 12. - 13. november 1872, sprængte en stormflod dæmningen.
I løbet af kort tid var hele det inddæmmede område oversvømmet. Gårde og huse blev sat under vand. Kreaturer flyttede man til de højest liggende steder, og beboerne søgte at redde sig selv og deres indbo op på lofter.
Vandet væltede ind over Bagenkop og drev beboerne ud af deres huse. 32 huse blev beskadiget. Et sted så man en familie forlade deres hus, vadende gennem vandet, bagerst gik husfaderen rygende sin pibe, mens han under den ene arm bar et af sine børn og under den anden sin gris, begge hylende om kap med stormen.
Om eftermiddagen og hen på aftenen kom ca. 100 husvilde personer til Søgård hos forpagter Bay, hvor de blev forplejet og indkvarteret for natten. Senere blev de gæstfrit modtagne af forskellige sognebeboere.
Ved denne lejlighed omkom vandmølleren. Sammen med en anden mand ville han ro over tæt ved det sted i dæmningen, hvor hullet var sprængt af stormfloden. Vandet så roligt ud, men pludselig kæntrede båden, og strømmen tog mændene. Den ene reddede sig, men mølleren omkom.
Stormfloden havde ramt hele Østersøkysten, så der var mange nødstedte.
Men der blev udfoldet stor hjælpsomhed fra hele folkets side.
I København blev dannet en central hjælpekomite, og rundt om i landet blev dannet lokale komiteer.
Komiteen i Magleby sogn dannet 18. november, fik straks tegnet 1305 rigsdaler hos beboerne.
I Rigsdagen var der livlig debat om erstatningsspørgsmålet for statens vedkommende. Men da centralkomiteen fik indsamlet over 1 million rigsdaler, kunne alle udgifter klares ved den private godgørenhed efter komiteens principper.
Amtmændene pålagde sognerådene at taksere den skete skade.
Fattige og ubemidlede fik erstatning fuldt ud. Folk, for hvem tabet ikke kunne siges at tilintetgøre deres tilværelse, fik erstatning med to tredjedele eller halvdelen. Formuende folk fik intet.
Af alle Langelands sogne var Magleby værst ramt. Skaden blev takseret til 47.885 rigsdaler, fordelt over 128 skadelidte.
Året efter begyndte arbejdet med at genopbygge dæmningen, højere og sværere end før.
Igangsætteren af hele dette projekt ligger begravet på Magleby kirkegård. Hans sten bærer indskriften:
Her hviler kirkesanger og skolelærer C. Harboe, født 5. februar 1795, død 18. marts 1862.
Til ihukommelse af hans iver for Magleby nors inddæmning rejste taknemmelige sognemænd ham dette minde.
Kirkesagen rejses i Bagenkop
Norets inddæmning fratog fiskerne et område, de havde brugt i flere hundrede år.
Det gjorde det også besværligt for bagenkopperne at komme til kirke og kirkegård.
Søvejen havde været nem, om end til tider farlig. Vejen over land var besværlig: først sydpå mod Søgård for at komme udenom de våde områder.
Det var således norets inddæmning, der fik ønsket om egen kirke i Bagenkop til at tage form.
Et tidligt vidnesbyrd herom finder vi i følgende brev, skrevet af en søn af pastor Fabricius, sognepræst i Magleby 1869-86.
Brevet er dateret 20. januar 1886 og stilet til daværende provst Langhof:
"Jeg tillader mig herved at frembære min kære faders inderligste ønske og bøn nemlig, at det må blive pålagt den nye præst her i Magleby som en pligt, hvad fader frivillig har udført, nemlig mindst en gang om måneden at afholde gudelig forsamling i Bagenkop skole, indtil det er muligt at opføre et kapel i eller i nærheden af Bagenkop.
Da min faders tid at leve her iblandt os sikkerlig kun vil blive kort, vil det være ham en usigelig glæde at vide, at trangen til en kirke kan blive tilfredsstillet, særlig for bagenkopperne, der altid har flokkedes så mageløs om ham ved de gudelige møder, som han har afholdt i skolen.
Bagenkop har nu over 500 beboere og på ganske få nær er de fattige fiskere, som må gå den over 3/4 mil lange vej til kirken, og kun ganske få har så megen jord, at de holder heste.
I går meddelte en beboer mig fra Bagenkop, at en mand dér havde sat en adresse til ministeriet i gang, som allerede var afsendt med over 170 underskrifter med ønsket om at få et kapel opført.
Jeg beklager meget, at vedkommende mand ikke har forstået at behandle den sag på rette måde, idet han har sendt adressen direkte til ministeriet uden først, som det naturlige er, at søge de nærmeste autoriteter og derved få hr. provstens tilligemed biskoppens anbefaling, som selvfølgelig er den første betingelse for ønskets opfyldelse."
Brevet fortsætter med ønsket om, at provsten "dog vil tilgive den uvidenhed og ubetænksomhed ved måden, de har greben sagen an på og derimod behandle den sag så velvillig som det er muligt , først for beboernes skyld og dernæst for at opfylde min kære faders sidste ønske..."
Fire år senere, i 1890, blev ønsket om egen kirke i Bagenkop atter fremført, nu af familien Happe.
Happe var havnefoged, han havde sit eget fragtfartøj, var foregangsmand i byen, lod den første bedding bygge.
Og nu slog ideen endelig an, blev praktisk gennemførlig.
Kirken i Bagenkop opføres
At ideen blev praktisk gennemførlig skyldtes flere forhold.
Bagenkop var inde i en vækstperiode. Det var i denne periode, man kunne vende tilbage til den oprindelige livsform: leve som fisker og ikke som fiskerbonde.
Bagenkopperne gik foran i motoriseringen af bådene. Der var et stort marked for fisk i Tyskland.
I denne periode blev byen også ramt af en tragisk hændelse, et forlis, hvor fire fiskere omkom. Det var i 1908. Der var langt til kirkegården i Magleby. Og da man nok i denne periode blev sig mere bevidst som fiskerby, meldte sig også ønsket om at blive stedt til hvile dér, hvor man havde levet sit liv.
Borgerforeningen indkaldte, i 1913, til møde om kirkesagen.
Der blev nedsat et kirkeudvalg bestående af havnefoged Happe, toldbetjent Eriksen og toldkontrollør Guldmand.
Udvalget henvendte sig til arkitekt Andersen i Rudkøbing, der udarbejdede tegning og et overslag på kr. 18.500.
Det blev imidlertid forkastet af statens bygningsinspektør, fordi murene var for spinkle. Nyt materiale blev udarbejdet og et nyt overslag, nu på kr. 25.000
Året efter, i 1914, blev grunden valgt og købt.
Kirken kom til at ligge på den bakke, hvor møllen havde ligget. Møllen var i sin tid blevet flyttet til Bagenkop fra noret, hvor den havde leveret kraft til pumpen. Men møllen brændte i 1913. Mølleren var, om eftermiddagen, mens møllen gik, gået ned i byen for at drikke kaffe. Pludselig sprang vinden op, og møllen løb løbsk og brændte.
Møllebakken blev nu købt til opførelsen af kirken.
Men så brød Verdenskrigen ud, og ministeriet bad om, at kirkesagen blev stillet i bero.
I 1916 tog man sagen op igen. Men krigen bragte dyrtid. Overslaget måtte forhøjes til kr. 60.000. Staten gav løfte om kr. 40-50.000.
Kirkeudvalget måtte så i gang med at indsamle penge. Der skulle jo også inventar til kirken.
Her var især toldbetjent Eriksen en ildsjæl, veltalende og stædig.
Han fik mange i Bagenkop til at give et bidrag. Når en god fangst kom ind, var Eriksen der med bøn om støtte.
Og han rejste til København for at få statens tilskud forhøjet. Det var brydsomt. Men blev han vist ud af én dør, gik han ind ad en anden. Og med støtte fra kredsens folketingsmand, Peter Munch, daværende forsvarsminister, gav kirkeministeren tilsagn om et resterende beløb
Så kunne byggeriet gå i gang, ledet af håndværksmestre hovedsagelig fra sognet:
murermestrene Skytte, Andersen og Rasmussen; tømrermester Nielsen; malermester Klemmesen; samt fra Tryggelev og Rudkøbing snedkermestrene Johansen og Hansen.
Arkitekt Andersen benævnte det selv et af sine allerbedste arbejde og roste håndværkerne for godt arbejde.
Den 19. december 1920 kunne kirken indvies i overværelse af biskop Balslev og dommer Malta-Müller.
På kirkeklokken blev indskrevet disse ord, forfattet af Henrik Sabroe, sognets præst 1886-99:
"Jeg kimer i glæde, jeg kalder i sorg, jeg byder til sæde i nådens borg."