Kirkeskibet i Bagenkop kirke.
Kirkeskibet i Bagenkop blev bygget af fisker Peter Jørgensen fra Bagenkop.
Det blev bygget til kirkens invielse i 1920.
Man kan opfatte det som udtryk for fiskerbyens taknemmelighed og glæde over at have fået sin egen kirke.
Skibet bærer navnet "Marie". Det var navnet på en søster til Peter Jørgensen.
Ved skibefesten i 1928, og det var vist første gang, "Marie" var med i processionen, blev der sunget en sang, der i et af versene udtrykte tak til Peter Jørgensen for fremstillingen af skibet:
"I Bagenkop er kirken
en pryd for vores by.
Lad den ej være glemt,
når for storm du søger ly.
Det skib, som deri hænger,
på stedet bygget er,
P. Jørgensen er mester,
derfor han mindes her."
Bagenkopskibet er vist det eneste kirkeskib i landet, hvis lanterner kan tændes.
Gennem mange år og også ved skibefesten i 1998 var lanternerne ude af brug.
Jeg udtrykte i 1998 da ønsket om, at lanternerne måtte blive sat i stand ved næste restaurering af skibet, så vi kunne tænde lanternerne ved nytår 2006 som en hilsen til Sømandsforeningen, der jo varetager skibefesten og fylder hundrede år i 2006.
Men straks efter skibefesten i 1998 blev lanternerne ordnet af Jørgen Hansen og Hans Erik Nielsen. Det har vi kunnet glæde os over ved aftengudstjenesterne i Bagenkop kirke siden da.
I andre artikler kan man læse mere om kirkeskibe og om skibefesten i Bagenkop