Klik her for at komme tilbage...
Lis Larsen, Vesteregn fortæller om sine ungdomsår.
Erindringer fra de unge år.
BUKKENSBJERGGÅRD
Jeg blev født på Bukkensbjerggård i Humble 2.april 1920. Den betydningsfulde hændelse i min barndom var, at min far blev syg og indlagt, da jeg var ni år gammel. Det var den økonomiske krise, der slog ham ud. Tilbage på gården var min mor og 12 børn. Jeg var midt i flokken, min yngste broder var lige født. Naboerne tænkte, at det aldrig kunne gå. Og jeg husker skolekammeraternes ubarmhjertige spørgsmål: Hvor skal i så hen og bo? Men det gik. Min ældste broder, Georg, var da 17 år gammel. Han tog ansvaret for at føre gården videre. Min fars fætter, William, betalte en gældspost, så vi kunne blive på gården. Han sagde: ”Hvis du, Georg, vil arbejde med det, så har du nu muligheden”. År senere var det en stor glæde for Georg, at han kunne hjælpe William i en lignende situation. Min ældste søster, Julie, tog et stort ansvar på sig i huset, min farbror, Thorvald, hjalp til. Han havde ligesom mistet fodfæste i sit liv, da hans forlovede omkom ved en badeulykke. Han blev aldrig gift. Alle søskende hjalp til, og vi små lærte hurtigt at håndtere redskaber, så vi kunne være til nytte. Men fattigt var det. Dog havde vi jo maden fra gården og haven. Og fattigdom var der overalt. Jeg husker nabobørn, der skiftedes til at have strømper på i skole. Mor sled i det. Og jeg husker, der var en tung stemning i huset de første år, efter fars indlæggelse. Og fra tiden før husker jeg formaninger om at være stille: For far skal hvile sig.
Men det var ikke noget trist hjem. Vi sang altid. Vi havde arvet det fra far. Han sang altid, var med i sangforeningen og i orkesteret i Humble. Sangforeningens klaver stod hos os, vi havde jo plads nok. Så sangere mødtes på gården for at synge. Jeg husker, at far sang og spillede på lerfløjte for mig, også, at jeg sad på hans skød, mens han læste i leksikonet, af og til læste han højt for mig. Sangglæden gled ind i mig fra barndomshjemmet, interessen for gymnastik ligeså. Og på samme måde gled moralske regler ind, f.eks.: ”Du må ikke tage, hvad der hører andre til”. En dame fulgte mig engang hjem, der lå et stykke kul på vejen, vel tabt fra en transport. Hun sagde: ”Bøj dig dog ned og tag det med hjem”. Jeg gjorde det ikke og blev lidt skoset, da vi kom hjem. ”Det var ikke mit”, svarede jeg. Og Georg sagde, jeg havde gjort ret. Han var meget beskyttende over for mig. Han havde i høj grad arvet fars musikalitet. Men ansvaret for gården krævede meget af ham.
HOS PASTOR LINDEBOE
14 år gammel, tre dage efter min konfirmation, kom jeg ud at tjene, blev lillepige hos pastor Lindeboe i Humble. Der var en tjenestepige, Karen fra Strynø, 14 år ældre end mig. Pastor Lindeboe var alene med tre børn, Rigmor på 12, Tage på 15 og Marie (Mie) på 8. Hans første kone var død, men han giftede sig med Sofie Drost en måned efter, at jeg kom. Jeg skulle gøre rent, det var før støvsugerens tid, og tjente 15 kroner om måneden. Jeg købte en ny cykel på afbetaling, afbetalte 10 kr. om måneden. Har tit tænkt på, at mange håndværkere og handlende dengang måtte vente længe på at få deres penge. Jeg husker det som dejligt at komme ud at tjene egne penge.
”SKOVSGÅRD”
Efter et år hos pastor Lindeboe kom jeg til Skovsgård og var der 1½ år. Jeg var understuepige. Vi var fire piger i alt: husjomfruen, der stod for køkkenet, en husholdningselev og så to sturepiger.
Herskabet var fru Fuglede og hendes datter, Ellen, der var omkring 32 år gammel. Vi tiltalte dem altid i tredje person: ”Fruen”, ”Frøkenen”. Der var noget stilrent over stedet. De var meget venlige, men alting skulle passes ordenligt. Fruen opdrog sine tjenestefolk fra tidligt af. Men det betød så også, at vi virkelig lærte noget.
Der var intet WC, alting var primitivt og krævende mange hænders arbejde for at være i orden. Men vi var jo mange til at lave arbejdet, og det var billigt at have mennesker til at hjælpe sig. Jeg fik 20 kroner om måneden, men dertil en stor julegave: stof til en dragt. Alle pigerne fik en sådan julegave.
Vi lærte alting fra bunden af, og jeg husker f.eks. storvasken som et dejligt arbejde. Det var dejligt at se en smuk vask, at bruge strygejernet og rullen.
Jeg boede i kælderen sammen med de andre piger og syntes, det var rart for første gang at have eget værelse.
Det var også et interessant sted at være på grund af de mange besøg. Jeg husker, en græsk prinsesse kom, der blev dækket ekstra fint op, og jeg var med til at servere. Megen frihed havde jeg ikke. På mine frisøndage kunne jeg først få fri, når fruen havde spist efter sin middagssøvn. Men det gjorde ikke noget, jeg havde ikke så meget at skulle nå i min fritid.
”FORHÅBNINGSLUND”, RYSLINGE
Efter tiden på Skovsgård kiggede jeg annoncer i avisen og fik arbejde på en stor gård, ”Forhåbningslund” ved Ryslinge. Ejeren var konservativt medlem af Folketinget. Jeg skulle være pige i køkkenet og arbejde under fruen selv og desuden lave alt muligt i huset. Der var et par husholdningselever også. De arbejdede nærmest gratis, men fik så huslig oplæring på stedet. Der var naturligvis rift om de steder, hvor man vidste, at her lærte man noget. Også karlene vidste om sådanne gode steder. Min fars søster havde tjent samme sted som ung, og det var retskafne mennesker. Men jeg husker det som fremmedartet, at vi blev kaldt ind i stuen for at høre Hitlers taler i radioen. Måske var der i mange kredse en længsel efter orden. Efter at det bånd, den økonomiske krise havde lagt på samfundet, var løsnet, fornam mange, at samfundets hele disciplin blev løsnet. Jeg følte mig frastødt af den kommanderende tone i talerne. Jeg boede på et trist værelse mod vest, fik 25 kr. om måneden og blev der kun et halvt år.
TAGE JENSEN, ODENSE
Fra ”Forhåbningslund” kom jeg til en gårdejer, Tage Jensen, tidligere Ollerupgymnast, ved Odense. Egentlig skulle jeg lære husholdning dér, men han havde stort hønseri og så blev det hovedsagelig til slæb fra morgen til aften. Det sled på mine håndled. Tage Jensen havde mistet sin ene arm i tærskeværket, men arbejde hårdt med den anden. Det gjaldt for ham om at komme frem.
”HINDEMAE” VED NYBORG
Jeg var nu omkring 18 år gammel og satte mig for, at jeg ville være husholdningselev, så jeg kunne mine ting rigtigt og kunne søge bedre pladser. Jeg kom til ”Hindemae” ved Nyborg, et gods ejet af baron Juul-Brockdorff. Husjomfruen stod for køkkenet, og det var hende, der skulle oplære mig. Lønnen var ganske lille, men jeg betalte så heller ingen skat. Og det vigtigste for mig var at lære noget. Det blev en dejlig tid. På godserne var der mere ordnede arbejdsforhold. Jeg var med i de mange arrangementer, serverede. Og til daglig var der folkeholdet at sørge for. Husker, de fik en hel spandfuld nymalket mælk til deres mad.
”RUBJERG”
Efter et halvt år dér søgte jeg plads på et andet gods, Rubjerg under Egeskov, og var der 1½ år. Forvalterens kone var husjomfruen, jeg skulle arbejde under hende, men jeg fik hurtigt ansvaret for køkkenet. Foruden herskabet var der 12 i folkestuen at sørge for. Der var også ansat en pige til rengøringen, men vi hjalp hinanden meget.
Rubjerg gods var forpligtet til at sørge for de vejfarende og spritterne, der hvert år kom til Egeskov marked. De sluttede sig til folkeholdet i den periode, og der var megen larm. Men jeg fik så også indtryk af de vejfarendes frihed. En forvalter sagde til mig: Jeg kunne godt tænke mig bare at vandre på landevejen et år. Men han vovede ikke, for så blev der et hul i hans arbejdspapirer.
På Rugbjerg oplevede jeg isvinter. Man måtte køre ud for at hente malkekonerne, håbede, man ramte det rigtige sted, for alt var snedækket. Vi måtte have vand stående i spande til husholdningen. Frosten var nået ned til vandrørene, der dengang lå 80 cm i jorden. Siden da har man lagt dem 100 cm nede.
Jeg var ikke glad for det sidste halve år dér, men løb ikke af pladsen, der skulle heller ingen huller være i mine papirer! Jeg oplevede, at forvalteren og hans kone med glæde tog imod tyskerne, der besatte Danmark.
DOMMER RINGBERG I ODENSE
Jeg søgte ikke om anbefaling derfra, så en veninde søgte for mig og fortalte omstændighederne. På den måde kom jeg til dommer Ringberg i Odense, fik mit eget lille værelse dér, blev alenepige i huset, hvor der også var to sønner, en datter og svigersøn og deres lille barn, samt den yngste datter på 13 år. Sønnerne var på min egen alder. Jeg gjorde rent og lavede mad, og har sjældent lavet så billig mad til så mange. De måtte jo betale skolepenge til de tre voksne børn og var derfor nødt til at spare på husholdningsudgifterne. De var lige kommet fra Færøerne og var spændende at være hos og meget søde.
Det var det første krigsår. Dommeren cyklede hver weekend til deres sommerhus på Hindsholm. Senere blev det klart, at han var med i modstandsbevægelsen. Sønnen, Ole, spillede den nyeste jazzmusik, blev irettesat af politiet for at spille for højt. Og jeg havde en veninde i byen, så vi kunne gå ud sammen.
På et tidspunkt var jeg så uheldig at slå et skår af en figur, der stod på flyglet. Dommeren forsvarede mig: Den stod uheldigt! Men der kom en anderledes stemning. Det var dog ikke værre end, at fruen bad mig om råd ved ansættelsen af en ny pige og senere henvendte sig for at spørge, om jeg ikke kom tilbage. For det gik ikke med den nye. Vi tjenestefolk havde bestemt oplevelsen af, at der var brug for os, hvor vi kom frem.
HARNBJERG
Efter tiden i Odense vidste jeg, at jeg hørte til på landet. I 1941 kom jeg til Harnbjerg og var de 2½ år som den, der skulle sørge for kosten til alle. Carl og Johanne var sidst i 70’erne, og der var tre karle på gården. Det var krigsår, der var isvintre, og gården brændte i den tid, jeg var der. Stuehuset gik fri, men køer indebrændte i laden. Så der var mange besværligheder. Men det var også en dejlig tid. Jeg deltog i foreningslivet, var med i sangkoret og gik til gymnastik: Det var minus tre grader, da vi begyndte, plus tre, da vi holdt. Så vi fik rørt os.
Vi havde i Humble ”Ungdomskredsen”, en forening, som tog sig af det kulturelle, med foredrag og amatørteater. Jeg var medlem dér, fra jeg var 15. Der var altid god tilslutning til arrangementerne, til foredrag kom folk gående helt fra Ristinge.
Alle steder, jeg havde tjent, var foreningslivet en stor hjælp: Man kom som fremmed til en egn, men det var altid muligt at melde sig til sang og gymnastik og på den måde, uforpligtende, være sammen med andre unge, der var i samme båd som én selv.
På dette punkt bryder Lis af og begynder at tale om uddannelse: At skulle ud at tjene som 14-årig betød, at der var et underskud af skolekundskaber. Manges lyst til og mulighed for mere skolegang blev ikke opdaget. Men det var det almindelige dengang, at piger skulle glide ind i rollen som mor og husmor. Og ved at tjene forskellige steder, især som husholdningselev, fik man lært, fra grunden, at styre et hushold.
”ÅSTRUP” VED TØLLØSE
Efter tiden på Harnbjerg søgte jeg plads på Sjælland, på Åstrup ved Tølløse. Der var et jomfrukloster på slottet, men jeg arbejdede på gården, der blev ledet af en forpagter. Jeg blev ansat som kokkepige, men overtog snart ledelsen som husjomfru og sørgede for et stort folkehold og forpagterens familie. Forpagteren var medlem af det danske nazistparti, selv var jeg ikke politisk interesseret, og det var et rart sted, hos dejlige mennesker. På landet mødte man ofte disse mennesker, der hældede til nazismen, fordi de havde en hang til orden.
Trods krigen manglede vi ikke det væsentlige i husholdet, vi havde jo haven og gårdens dyr. Der lå en tysk kaserne i Tølløse. Pigerne, der arbejde der, blev generet af befolkningen. Men det stoppede, da det blev meddelt, at kunne man ikke lade dem i fred, blev andre udkommanderet til at gøre tjeneste i deres sted. Krig er forfærdelig, men vi var på afstand af den. Dog oplevede jeg i Tølløse, at folk blev arresteret, mørklægning var der, og vi færdedes ikke gerne ude om aftenen. I Harnbjerg oplevede vi flyverne på vej mod bombninger i Kiel. Mor var rædselsslagen og udbrød med tanke på kvinder, børn og gamle: Hvor gør de dog af sig selv?
Der blev oprettet aftenskole i Tølløse under ledelse af Møller-Petersen. Hans datter, Åse (Kristensen) blev senere lærer i Magleby. Vi var et par piger fra gården, der gik til undervisning, bl.a. i engelsk, men også i andre grundlæggende skolefag. Der var foredragsaftener og litteraturkreds. Det var dejligt at kunne lære noget, det var en god tid. Jeg var der 2½ år.
Forpagterparret hed Valsøe Olsen, de flyttede til en mindre ejendom. Jeg hjalp dem med at flytte, det var et strengt arbejde. Jeg fulgte med dem til den nye ejendom.
HØJSKOLE
Men på det tidspunkt havde jeg besluttet, at jeg ville på sommerhøjskole. Jeg havde sparet sammen til det og tog tre måneder på Snoghøj højskole. Bygningen var imidlertid taget af tyskerne, så selve opholdet foregik på en herregård ved Kerteminde, hvor vi piger sov i laden og på loftet. Jørgine Abildgaard og Anna Krogh var forstanderpar. Da jeg kom til højskolen, sluttede krigen, alle pigerne blev forsamlet i foredragssalen. Det var en fantastisk oplevelse. Husker fra de dage, at det pludselig blev meldt, at tyske soldater kom, og med ét var den fyldte gade tom.
Det blev en herlig tid. Jeg havde stor trang til at lære noget mere, var meget bevidst om at mangle skolekundskaber. Da vi kom, blev vi sat til at skrive en stil og derefter opdelt i hold. Vi havde almindelige skolefag, dansk, skrivning, regning, men også gymnastik. Og vi var en dejlig tur til Sønderjylland.
Efter højskoleopholdet blev jeg bedt om at komme tilbage til Valsø Olsens. Konen var blevet indlagt, hun havde lidt psykisk under flytningen, og der var børn, der skulle passes. Jeg var der en kort tid for at hjælpe dem i gang igen.
”THURØGÅRD”, KØGE
En søster til konen bad mig komme til dem på Thurøgård ved Køge. Der var jeg som husjomfru et halvt år. Det var ikke så stor en husholdning. I Køge var det tydeligt at se, at krigen havde huseret. Alle havde store, gale hunde, så det var svært at komme ind til beboelserne.
”STORE FREDERIKSLUND”
Min erfaring var blevet, at det var bedst at være på de store steder, der var mere ordnede forhold, et overholdt skel mellem arbejde og fritid. Så jeg søgte til en stor herregård ved Ringsted, blev husjomfru på” Store Frederikslund”, sørgede for et stort folkehold på 30-40 mand samt forvalterens familie. Der var mange rationeringer, så det var ikke så nemt. Ejeren, en greve, havde uddannet folk til Frikorps Danmark. Jeg opdagede, at mange af de unge karle var præget af en sær angst og nervøsitet, de havde været med i noget under krigen. Greven selv blev fængslet. Jeg var ikke glad for at være der og blev der kun et halvt år.
På det tidspunkt begyndte jeg at tænke på muligheden for at komme til udlandet. Krigen havde jo spærret os inde, nu var den forbi, det åbnede muligheder. Jeg tænkte på at tage til Canada og fandt et muligt sted, hvor folkene havde forbindelse til Bogøgård ved Lindelse, så jeg kunne forhøre mig lidt om forholdene.
BØRNEHJEMMET ”SPANDAGER”
Men endnu var det kun forberedende. Da jeg var ked af at være på ”Store Frederikslund” kiggede jeg annoncer og fandt frem til et børnehjem, ”Spandager” ved Køge. Der var 53 drenge og 20 piger i alderen fra 5-6 år, alle fra Københavns kommune, børn af forældre, der ikke havde passet dem. Disse børns historier kom jeg til at høre på. Jeg ville dog ikke være husjomfru, da det gik op for mig, at der skulle spares meget på maden, men jeg blev så spurgt, om jeg ville være assistent og føre sygeplejetilsyn med pigerne. Det var ikke så mærkeligt et forslag, for som husjomfru var jeg jo vant til at skulle tage mig af syge og tilskadekomne på gårdene. Jeg sagde ja og havde en god tid der. Man behandlede børnene strengt, men godt. Der var skole og landbrug, man ville hjælpe dem videre til arbejde som tjenestefolk.
RUDKØBING SYGEHUS
Men jeg tænkte samtidig på muligheden for at komme til Canada, skrev dertil og gjorde alting klar til at rejse, sagde også op på ”Spandager”. Men der kom intet svar. Jeg tog hjem og boede der i ventetiden, men det kunne jo slet ikke gå, at jeg intet tjente. Så en dag tog jeg op på Rudkøbing sygehus og spurgte, om der var arbejde til mig i køkkenet. Det var der ikke, men jeg kunne blive sygehjælper. Det sagde jeg ja til og begyndte i januar 1947.
Kirstine Rasmussen fra Søndenbro var sygeplejerske dér. Hun sagde til mig: ”Du har jo evner for dette fag, du skulle søge ind som sygeplejerskeelev”. Det gjorde jeg så og begrundede min ansøgning med, at jeg ville uddanne mig til børneforsorgen, altså arbejde videre i den retning, jeg var begyndt på børnehjemmet. Jeg blev antaget, og nu begyndte tre dejlige år, hvor jeg virkelig kom på skolebænken og fik lov at lære noget. Det var hårdt, lønnen var lillebitte. Men det var det rigeligt værd! Jeg boede ovenpå på sygehuset i Rudkøbing. Første år blev vi undervist af yngste reservelæge, de to næste af 1.reservelægen. Derudover fik vi undervisning af oversygeplejersken. Det var en meget grundig undervisning, samtidig med, at vi havde praktisk arbejde og altid blev tilkaldt ved specielle lejligheder, ved fødsler f.eks., så vi fik alting lært. Uddannede fra Rudkøbing sygehus var velanskrevne. Vi lærte at være omhyggelige med alt. I de tre år var der meget at læse, meget arbejde. Det optog al min tid. Og jeg nød det. Jeg blev færdiguddannet i 1951.
En måned efter, at jeg var begyndt på uddannelsen, kom der brev fra Canada, at jeg kunne kommer derover. Men da var det for sent.
TILBAGEBLIK
Her standser Lis sin fortælling og vi taler om, hvad der betød mest i ungdomsårene. Lis nævner igen dette med uddannelse og skolekundskaber. Hun husker, at hun ikke gerne gik forbi Humble realskole: Der sad børn, der fik dén mulighed, hun ikke selv fik. Hun husker med stor glæde frøken Østergård på Humble skole, forskolelærerinden. Hun var meget omhyggelig med, at de små fik lært grundlæggende ting. Hun var øm over sine elever: En sommerferie var hun i USA og kom hjem med en lille gave til hver enkelt. Hun havde fra Færøerne hjembragt en taske. Den fik lov at gå rundt mellem alle børnene, så de kunne fornemme det fremmede sted. Men da lærer Klæsø begyndte at undervise i de næste klasser, mærkede man ikke samme omhu, ikke den store interesse for at hjælpe alle på vej. Lis husker, at det var en god fornemmelse, da lærer Klæsø nærmest faldt i staver over at møde hende som færdiguddannet sygeplejerske ved et Venstremøde.
Lis husker tilbage på den voksne ungdomstid som en god tid. Da kunne hun sine ting og blev set på som én, der kunne. Og hun husker, hvordan hun, gennem alle år, havde megen glæde af forsamlingslivet. Alle fremmede steder var der altid dén mulighed at tage til sang eller gymnastik og være sammen med unge i samme situation som én selv.
Der var ikke så mange tanker om at gifte sig og stifte familie. Måske, siger Lis, fordi jeg så min mor som én, der aldrig havde fri. Og ”at have fri” betød for mig mulighed for at læse, lære noget mere. Jeg har søgt steder med en mindre løn for at få mulighed for at lære noget. Året hos gårdejer Tage Jensen ved Odense var på en vis måde et spildt år, for jeg lærte intet nyt, der var altid mere arbejde, der kunne gøres. Men intet år behøver at være spildt, man kan altid lære noget, i det mindste, hvad man ikke skal gentage. De store gårde og godser var bedre steder, fordi arbejdstiden var reguleret.
OG SÅ TIL SIDST
Ved en koncert på afholdshjemmet i Humble så jeg Rasmus Larsen fra Vesteregn. Jeg spurgte Alfred Nielsen: Hvem er han? Samme aften spurgte Rasmus, med henblik på mig, Alfred Nielsen: Hvem er hun? Vi blev gift i 1951, samme år, som jeg blev færdig som sygeplejerske. Så på det tidspunkt kom jeg ikke i gang med sygeplejegerningen. Det kom senere. I 1963 tog jeg op på sygehuset og spurgte, om de ville genoptræne mig, og det ville de. Derefter begyndte jeg at arbejde på Rudkøbing sygehus og senere i hjemmeplejen.