Klik her for at komme tilbage..

Peter (Basse) Jørgensen, Bagenkop

Peter Jørgensen datter, Olga, der nu er 95 år og bor på Lindelse plejehjem, var så venlig at fortælle lidt om sin far (og senere også lidt om sit eget liv).

PETER JØRGENSEN, BAGENKOP

Peter Jrgensen med kirkeskib bygget i 1923 og ophngt i Landet kirke i Sllested p LollandPeter Jørgensen byggede og skænkede kirkeskibet til Bagenkop kirkes indvielse i 1920. Efter en samtale med hans datter, Olga, kan følgende berettes om ham.

Han blev født den 16. maj 1875 i Tryggelev. Hans mor, Stine Jørgensen, var ikke gift. Hun kom med sønnen, hvis fulde navn var Niels Peter Anton Jørgensen, til Bagenkop som husbestyrerinde hos Hans Basse Mortensen. De blev gift og boede på klinten ved ”kisten strand”, sagde man, dér hvor Else Kromann kom til at bo.

Hans Basse og Stine fik sammen fire børn: Christian, der blev i Bagenkop som fisker. Laurits, der kom til Bornholm som fisker. Marie, der blev gift med Walter Kromann fra Ærø. Han var fisker, men blev senere havnefoged i Bagenkop. Deres søn Kaj, blev gift med Else Kromann, en datter af Peter Jørgensen. Og Kaj overtog fra sin far, Walter, arbejdet som havnefoged med Else som medhjælp til regnskaberne. Denne Kirkeskibet søster, Marie, Peter Jørgensens halvsøster, gav navn til Bagenkop kirkeskib. Og endelig Hansine, der blev gift med Christian Røgter Christiansen. De byggede et nyt hus ved havnen i Bagenkop, og Christian Røgter var fisker.

Peter Jørgensen selv var på langfart i sine unge dage. Og det var vel her, han lærte sig færdighederne med at snitte skibe.
Olga husker ikke meget fra faderens tid som sømand. Men én erindring dukker op, fortalt af Peter Jørgensen til Olgas mand, Aksel. Peter Jørgensen var på langfart med sin halvbroder, Laurits. Et eller andet sted i den vide verden lagde skibet til. Peter og Laurits gik i land, men blev fanget af de vilde, og der blev gjort klar til at dræbe dem ved en fest. Det lyder som om der her var tale om kannibaler. Men i sidste øjeblik blev de fundet af folk fra den danske øvrighed og reddet. Peter Jørgensen fortalte ikke gerne historier, han var en mand af få ord. Denne historie kom til Olga fra hendes mand.

Men efter denne periode som sømand slog Peter Jørgensen sig ned i Bagenkop som fisker. Han blev gift med Christiane, datter af Klaus Petersen Strander og Johanne. Christiane fødte 14 børn; de tre døde. Så der var en børneflok på elleve, her nævnt i aldersrækkefølge: Ida, Hartvig, Esther, Dora, Ellen, Olga, Svend Aage, Aksel, Else, Johanne og Christian.

Peter Jørgensen var en rolig og venlig mand, en stor elsker af børn. Olga husker, at hendes ældste søn, som lille, var bange for sin mormor, men rakte ud efter sin morfar, så Christiane måtte sige: ”Det er da underligt, at jeg må gå, når du kommer”.

Som nævnt var Peter Jørgensen fisker. Og sådan husker Olga ham: Han kom hjem, der blev spist, og så trak Peter Jørgensen sig tilbage, op på loftet, for at snitte på sine skibe. Han var altid flittigt beskæftiget, enten med sit fiskeri eller med at snitte skibe med sin lommekniv eller andet redskab. Han syede også sejl til fiskerbådene og lappede sejl. Han kunne også vaske bleer, når hans kone var syg, og sit arbejdstøj vaskede han selv i forbindelse med, at Christiane vaskede storvask.

Hans liv var i familiens skød, ikke ude blandt andre i byen. Medvirkende her til var måske, at han en stor del af sit liv var tunghør. Alle sine børn gav han et skib i ramme: ”Det er det eneste, jeg kan give jer”, sagde han. Som alle andre hjem, var også dette et fattigt hjem, selv om ingen gik sultne i seng.

Han lavede flaskeskibe også. Mange blev sendt til Laurits på Bornholm. En episode husker Olga: Faderen havde arbejdet med et flaskeskib, en model af et femmastet skoleskib. Skibet blev anbragt i flasken, og nu skulle masterne hejses ved hjælp af mange snore. En af masterne knækkede oppe foroven. Da formanede moderen børnene om ikke at komme far for nær, for han var ikke god i hovedet! Det var jo ikke alle og enhver, der kunne lave flaskeskibe. Rygtet gik, at Peter Jørgensen kunne. Så han fik solgt skibe til mennesker fra mange kanter af landet.

Peter Jrgensens skib Hbet i Nyvangskirken i KalundborgFire af hans kirkeskibe hænger i dag i danske kirker. Skibsskroget huggede han ud med økse og blev meget beundret for at kunne dette. Og så gik snittearbejdet i gang. Foruden skibet i Bagenkop kirke hænger der et af hans skibe i Landet kirke ved Søllested på Lolland, i Nyvangskirken i Kalundborg og i Sønder Felding kirke sydvest for Herning. Dette sidste skib lavede Peter Jørgensen, da han var midt i 70erne.

Fortællingen er jo, at Magleby sogns skibefest har sin oprindelse i, at grevinden på Broløkke bad Peter Jørgensen istandsætte Maglebyskibet. Efter istandsættelsen blev skibet båret til Broløkke, for at blive præsenteret for grevinden, før det blev ophængt i Magleby kirke. Olga husker ikke, at Peter Jørgensen har fortalt derom, men Peter Egmose skriver i sine erindringer, at han fik dette fortalt af Peter Jørgensen. Så længe, Peter Jørgensen kunne, istandsatte han begge sognets kirkeskibe i forbindelse med skibefesten. Han stod i malermester Ramus’ værksted og sleb og malede. Og han blev naturligvis inviteret med til selve peter jrgensens skib i sdr. felding kirkeskibefesten.

At der kom et af Peter Jørgensens skibe til Kalundborg hænger sammen med, at Christian Lies’ datter boede i Kalundborg og der kunne fortælle om, at Peter Jørgensen kunne løse opgaven.

Olga fortæller, at hendes far kunne lave nærmest alting. Og han var desuden god til at lave mad. Han lavede bl.a. en herlig dessert. Han kaldte den en ”skibsbudding”. Den kunne Christiane ikke lave.

På det sidste blev Peter Jørgensen nærmest døv. Han fiskede med Marcus Hansen, og hvad Marcus sagde til Peter Jørgensen kunne opfanges på stranden, længe før Peter Jørgensen havde opfattet det.

Christiane døde i 1950, 66 år gammel. I hjemmet, hvor nu sønnen, Christian, bor, boede, foruden Peter Jørgensen selv, hans tre ugifte sønner, Hartvig og Aksel, der fiskede sammen, samt Christian. I den sidste tid, mens moderen var syg, boede Else og Kaj Kromann der også. De flyttede imidlertid. Men da Peter Jørgensen blev enkemand, sørgede Else Kroman for mad til sin far og de tre brødre, og Olga cyklede ned og så til ham næsten hver dag. Peter Jørgensen døde den 1. november 1959, 84 år gammel.

OLGA CHRISTIANSEN FORTÆLLER SIN EGEN HISTORIE

Jeg kom ud at tjene som 12-årig, altså mens jeg endnu gik i skole.
Vi gik jo i skole hver dag, også om lørdagen, fra kl. 8 til 11. Så om eftermiddagen gik jeg hen til en tømrer og hans kone for at hjælpe konen, Emilie. Manden var syg, det var noget med nyrerne. Han døde 49 år gammel i december måned, hvor jeg kom dertil i oktober. To af mine søstre havde allerede hjulpet Emilie, Dora i et år, Ellen i tre år. Jeg var der selv i tre og et halvt år. Jeg gik ærinder for hende, men lærte også efterhånden at lave lidt mad.
Der var to børn i huset, Hans og Else Skov Nielsen. Når Hans og Else skulle til fest, sov jeg ved deres mor. Senere engang havde jeg hørt, at Emilie var syg. Jeg gik ned for at se til hende og havde en buket blomster med. Hun lå på sofaen og jeg satte mig ved siden af hende. Hans Skov sagde: ”Jeg har sagt til mor, at hun skulle have beholdt dig. Hun syntes så godt om dig”. Jeg kom derfra, da jeg var 16 år gammel. Emilie syntes da, jeg skulle lære noget mere et andet sted. Hun mente, hun kunne klare sig
med en skolepige. Men det gik ikke.

Emilie var også kun 49 år gammel, da hun døde. Sønnen, Hans Skov Nielsen, blev senere gift med en datter af købmand Alfred Hansen, Mine. Hendes mor, Alfred Hansens kone, var min mors kusine.

Jeg fik fem kroner om måneden for at være der. Dem afleverede jeg alle til min mor. Nogle gange bad jeg om lov til at købe sparemærker for 25 øre, de kostede 5 øre stykket. På den måde tjente jeg til mit konfirmationstøj. Sparemærkerne fik jeg sko og hat for. Penge til kjole, underkjole, sløjfer til mit lange hår og en salmebog med navn fik jeg af Emilie og de to børn. Jeg blev konfirmeret af pastor Nygaard i 1928. Pastor Nygaard syntes jeg godt om. Engang senere, da jeg lå syg, kom han og besøgte mig
og havde en julebog med til mig, ”Peters Jul”.


Fra min skoletid husker jeg først fru Morsing, der havde første og anden klasse. Hun var dygtig og lærte os de grundlæggede ting. Hun lærte os at bede Fader Vor. Hun var også en dygtig håndgerningslærerinde. Hun kunne få noget ud af alting. Dengang gik man med uldklokker om vinteren. Og når de var slidt, klippede fru Morsing de bedste dele ud og lavede tøfler deraf. Det var hende, der lærte mig at strikke, da jeg var 12 år gammel. Hendes mand var frisør og barber, havde også boghandel, solgte bøger, grifler, papir og kladdehæfter. Forretningen lå i huset, hvor Jenny Rath senere fik slagteriudsalg. Jenny Raths mand havde også boghandel dér et stykke tid. Måske han overtog det efter fru Morsings mand. Fru Morsing flyttede senere til Tranekær. Der var to piger i familien, Eje og Ida, familie fra København. Jeg hjalp den ene, Ida, når der skulle gøres rent i skole før eksamen. Jeg kom der meget.

Skolelærer Petersen var førstelærer og kom senere til Lohals. Min søster, Ida, tjente hos dem og hørte engang denne ordveksling: Lærer Petersen sagde til sin kone: ”Børnene vil hverken det ene eller det andet”, og hun svarede: ”Så tæsk dem”. Når han bankede på døren, vidste vi, at vi alle som én blev afstraffet. En af drengene lavede nu også ballade. Han knækkede engang spanskrøret. Han var søn af G.P.Larsen, og hos den familie tjente min søster, Ester. Der kom vi til juletræ. G.P.Larsens kone var så god, og hun sang så smukt, når vi gik om juletræet.

Jeg husker også andenlærer Larsen, der kom fra Vesteregns skole. Da han rejste, fik vi lærer Kierkegaard, en dygtig lærer.

Jeg blev som sagt ved med at tjene hos Emilie, til jeg var 16 år gammel. Så kom jeg ud at tjene forskellige andre steder. Jeg kom til Svendborg hos en tømrer og snedker Brydegaard, hvis kone var en søster til Lars Mikkelsen Larsen på Keldsnor (hvor Henrik Storm Larsen nu bor). Så den familie kendte jeg til. Jeg gjorde rent og husker også, at vi bryggede øl. Jeg bad om at blive vækket ved midnat for at se, hvordan der blev sat gær på.

Jeg var også på Bagenkop station, gjorde ventesalen rent, vaskede.

I et og et halvt år var jeg på Centralen i Bagenkop. Jeg gjorde rent hos familien der, toldkontrollør Gether-Kaspersen. Og om aftenen passede jeg telefoncentralen. Der var kun 80 numre, nummer 80 var købmanden i Vognsbjerg. Der var fire børn dér. Den ældste var Otto. Han ville gerne være flyver, men kunne ikke på grund af sit syn. Han blev senere gift med en datter af kaptajn Lund. Så var der Gudrun, hun kom til toldkammeret i Rudkøbing, men døde pludseligt. Datteren, Helle, der var hjemme al den tid, jeg var der, kom til Kerteminde, senere til København. Og sønnen, Knud, blev styrmand og blev gift med en pige fra Thurø. Det var ikke en velhavende familie. De kunne ikke købe mælk uden at betale straks. Når jeg havde fri fra arbejde, strikkede jeg. Min bror gik i danseskole, men selv om han ville tage mig med, når der manglede en, så ville jeg ikke. Jeg har altid haft svage ben, fik ofte sår på benene i frostvejr.

Derefter kom jeg til manufakturhandler Hans Jakob Petersen i Humble (hvor ”Sydsport” nu ligger). Jeg blev ung pige i huset. Hans kone sad på et sted med leddegigt. Jeg skulle passe hende, vaske hende, og hun fortalte så, hvordan jeg skulle lave mad. Jeg var der kun i fem måneder, for jeg blev syg af epilepsi, fik et par anfald, så min mor mente ikke, jeg skulle fortsætte, da konen dér jo slet intet kunne lave selv. Jeg kom på sygehus i Svendborg og derefter hjem.

Da lærte jeg Axel at kende.

Axels mor var fra Fredmose, en ”Gerster”. Hans far, Rasmus Røgter (Christiansen) døde, da Axel var 17 år gammel. Han fik derfor formynder, skovfoged Christian Gerster, der boede på Gulstav og passede skovene der. Axels mor giftede sig anden gang med Christian Hansen (Bødker) på Mosevejen, nu Harresvej. Det var den 13. juni 1935. Samme år, den 21. juni, blev Axel og jeg gift og vi overtog Axels mors hjem på Keldsnor. Der var 4½ tønder land til, så Axel arbejdede på gårdene rundt omkrig, jeg passede stedet hjemme, selv om jeg aldrig før havde været ved landbruget.

Senere ville enken på Søndenbro Møllegård sælge 20 tønder land fra. Men vi turde ikke sætte os i så stor gæld, så vi nøjedes med at købe 6 tønder land. Det betød, at Axel kunne arbejde hjemme, når han samtidig fik mælketur. Den havde han alle år, indtil mejeriet i Søndenbro lukkede. Han startede klokken seks om morgenen, kørte over vor mark til Rathvej til Oscar Rath og Alex, videre til Frederik Aggelund, til Møllegården, til Lunden, så til Vognsbjerg, til Brogård, til Østeregn og så til Røjle. På Vognsbjerg hentede han bl.a. mælk hos Zawada. Hvis han skulle vente lidt på, at Zawada fik gjort mælken klar, kom hans kone, Vita, med en snaps, han kunne varme sig på. Det var flinke folk. Mælketuren tog omkring to timer. Først var det med hestevogn, senere med traktor og til sidst, da flere ture blev lagt sammen, med stor gummivogn bagved.

Senere købte vi yderligere 2 tønder land, der stødte op til vor jord, fra Egegården, Hans Petersen købte andre to, hvorefter Emil Elnegaard overtog Egegården. Udvidelserne betød for os, at vi kunne holde flere køer og grise. Vi satte stuehuset i stand, fik fast tag, da stråtag var dyrt i forsikring, og vi byggede ny lade. Vi havde køer og grise, ænder og høns. Jeg passede fjerkræet, gjorde rent for grisene, malkede og hjalp Axel med at luge roer og med at høste.

Axel kunne lave alting med sine hænder. Han købte en bog, ”Den lille konsulent”, og kunne her få anvisning på, hvordan utallige ting skulle laves, også f.eks. hvordan møbler skulle betrækkes.

Tiden blev sådan, at vi skulle af med køerne, og så kunne Axel ikke lide a være på Keldsnor længere. Vi solgte jorden til Ernst Storm Larsen, men måtte blive boende i huset i to år. Vi solgte huset til Benny Christiansen, der havde bestået svendeprøve hos tømrer Ejvind Andersen ved at sætte ny gangdør i vort hus.

Derefter flyttede vi, den 4. januar 1983, til Rudkøbing. Axel faldt for et hus i Havnegade, og efter to-tre år blev jeg også tilfreds med at være der. Axel brugte jo megen tid med sin fiskestang ved havnen.

På Keldsnor havde han en jolle og fangede ål med ruser. Sommetider, når vandet ved højvande gik over Drejet, fangede han også torsk i noret. Da vi solgte til Ernst, bad hans kone, Nora, om at måtte købe jollen med. Hun kunne godt sætte ruser. Hun kunne mange ting, var meget dygtig. Men hun var syg af sukkersyge, var ikke ret gammel, da hun døde. Axel ville have 500 kr. for jollen, da han lige havde kølhalet. Fra Rudkøbing kom vi ofte en tur til Keldsnor. Ernst og Nora ringede, om vi ikke ville komme til middag, og vi hjalp så Nora i haven. Hun sagde til Axel, engang vi sad ved middagsbordet og ventede på Ernst, om Axel dog ikke havde mere brug for en halv gris for jollen end de 500 kr. Axel syntes, det var en god ide, så da Ernst kom ind, fortalte Nora, hvad hun havde aftalt. Hertil sagde Ernst: ”Næ, Axel og Olga skal have en hel gris!” Og det fik vi, en rigtig stor gris.

På Keldsnor fik vi tre børn. Den ældste var en pige, men vi havde den store sorg at miste hende, da hun var tre måneder gammel. Hun fik akut diaré. Måske hang det sammen med, at hun var født lidt for tidligt. Jeg var faldet, da jeg var gravid. Jeg stod og trak grene ud af gærdselhoven for at hugge dem til stikker og faldt bagover på brostenen. Pigen blev født i 1936. I 1938 blev Rasmus født, han bor nu i Gentofte, og i 1941 blev Peter født, han bor nu i Vejle.

Olga kan glæde sig over både børnebørn og oldebørn. Axel fik godt 18 år i Rudkøbing, Olga boede der i næsten 25 år, inden hun kom på Lindelse plejehjem.

Klik her for at komme tilbage..